Flere vælger overnatning i shelters

Sovely i det fri hitter, når stressede familier holder ferie i Danmark.

Familien Mathiesen er klar til næste etape af deres cykelferie efter at have overnattet i et shelter i Blokhus Klitplantage. (Foto: © Mads Bernhardt Jensen, P4 Nordjylland)

Campingpladser og vandrerhjem bliver i stigende grad fravalgt til fordel for shelters.

Naturstyrelsen i blandt andet Vendsyssel og Himmerland oplever en stor interesse for at overnatte i de små lave læskure, der er placeret i naturskønne omgivelser.

Skovløber Flemming Henriksen møder søvndrukne familier på sine ture rundt i Blokhus Klitplantage:

- Vi møder oftere familier, der sidder omkring bålet og spiser morgenmad, så der er ingen tvivl om, at flere og flere bruger pladserne, siger han.

Langt væk fra hoppeborge

Charlotte Mathiesen har sammen med sin mand og deres tre børn valgt at tilbringe natten på shelterpladsen i klitplantagen:

- Pladserne ligger altid så naturskønt i stille og rolige omgivelser, hvor campingpladserne er totalt overbefolkede med hoppeborge og alt muligt andet, siger hun.

Familien er på en uges cykelferie rundt i Nordjylland og har indtil nu overnattet fire nætter i de cirka ti kvadratmeter store sovely, hvorfra der er frit kig ud i naturen gennem den åbne front:

- Vi vil gerne give vores døtre den oplevelse, at man bare kan tage ud og være i naturen, siger Charlotte Mathiesen.

Samhørighed i stedet for stress

Skovløberen i Blokhus Klitplantage har en hel klar fornemmelse af, at det især er én type familie, der bruger sovepladserne:

- Det er familier, der lever et travlt liv i hverdagen, men som vælger at sætte familien i fokus i ferien. De opnår en samhørighed, siger Flemming Henriksen.

Naturstyrelsen har shelters og primitive overnatningspladser over hele landet, men mange kommuner og private tilbyder også mulighed for at sove i pagt med naturen. Man må højst overnatte samme sted to nætter i træk med mindre andet er aftalt med ejeren.