Den gamle koldkrigsbunker Regan Vest i Rold Skov i Himmerland kan inden for en ganske overskuelig tidsperiode blive åben for publikum.
På regeringens udspil til en finanslov er der således afsat penge til museumsdrift af den førhen hemmelige bunker, der havde til formål at huse Kongehuset, regeringen og embedsmænd i tilfælde af atomkrig.
- Det er et scoop for Nordjylland, at vi nu får driften af Regan Vest på finansloven for de næste fire år, siger Preben Bang Henriksen, nordjysk MF'er for Venstre.
- Det bliver en top 5-turistattraktion i Danmark. Det tror jeg alle, der har været ude at se det, vil sige, fortsætter han.
Ifølge DR Nordjyllands oplysninger vil Venstre-regeringen støtte Regan Vest med et årligt driftstilskud på 2,6 millioner årligt de næste fire år.
Derudover skal der rejses penge til etablering gennem fonde.
Der skal blandt andet laves parkeringspladser, nødudgange og handicapfaciliteter og andre foranstaltninger, der gør Regan Vest i stand til at tage imod et stort publikum.
Det bliver også et museum, der kan benyttes i historieundervisningen for skoler og gymnasier, fortæller Preben Bang Henriksen.
- Rigtig mange har af den ene eller anden grund glemt perioden omkring den kolde krig, og på Regan Vest får man et helt fantastisk indtryk af den, siger han.