En sommerfugl, der har været uddød i Danmark i 40 år, er genopstået.
Det var Carl Johnsen og Ole Olesen fra Aulum, der fandt en larve af svalehalen i Hodsager Plantage.
- Ole Olesen reagerede lidt på en larve, og jeg var henne og kigge, og jeg tog nogle billeder af den. Det var en utrolig flot larve, så jeg tog faktisk flere billeder af den, fortæller Carl Johnsen.
Billedet blev offentliggjort, og larven var ikke blot smuk. Den var en sensation.
- Så viste det sig, at det var sådan en svalehalesommerfugl, og jeg vidste faktisk ikke, hvad det var, siger Carl Johnsen.
Det vidste inspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus Morten D.D. Hansen til gengæld.
- Det er kæmpestort! Det er simpelthen en sensation, vi har ventet på i mange år. Så lad os nu for alt i verden håbe, at de også bliver til voksne sommerfugle, siger han.
Finderen af svalehalen i Hodsager Plantage har fået en ny hobby nu.
- Det er ikke det, jeg går allermest op i, men nu bliver det jo lige pludselig spændende, og jeg bliver endnu mere nysgerrig efter at se, hvad der flyver rundt, siger Carl Johnsen.
Tidligere på sommeren blev der fundet æg af svalehalen ved Gentofte Sø ved København, men æggene havde på det tidspunkt ikke udviklet sig til larver endnu.
Derfor er fundet af larver ved Hodsager Plantage ekstra interessant, for det er et tegn på, at sommerfuglen kan yngle igen i Danmark.
Eksperterne regner med, at det var det varme vejr i maj, der sendte svalehalerne ind over Danmark, så de havde mulighed for at lægge æg.