Det er stik imod konklusionen fra forskerne bag, når regeringen bruger en ny rapport til at frikende et vindmølletestcenter i Østerild for at skade flagermusene i området.
I sidste uge udsendte Miljø- og Fødevareministeriet en pressemeddelelse, hvor minister Esben Lunde Larsen (V) konkluderer, "at vindmøllerne i Østerild Klitplantage ikke generer hverken fugle, flagermus eller naturen."
Det sker med henvisning til en ny rapport fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Men når det gælder flagermusene, så har forskerne faktisk konkluderet det stik modsatte i selvsamme rapport.
"Det er en dårlig ide at placere vindmøller nær skov- og vådområder, hvor flagermus holder til", konkluderer forskerne.
Det fremhæver de i en pressemeddelelse, som er udsendt fra Aarhus Universitet tre dage efter ministeriets pressemeddelelse.
- Vores undersøgelser viser, at der nogen aftener samles mange insekter omkring mølletårnene. Det tiltrækker flagermusene, som risikerer at blive slået ihjel af møllevingerne, siger seniorrådgiver Morten Elmeros fra Institut for Bioscience, som har stået for undersøgelsen af flagermusene.
I Miljø- og Fødevareministeriets pressemeddelelse står der også, at der "ikke er fundet døde flagermus ved de systematiske eftersøgninger af fugle under møllerne."
Men forskerne har faktisk fundet døde flagermus under møllerne, siger Morten Elmeros:
- Vi har fundet to døde troldflagermus under den mølle, vi har undersøgt mest intensivt, siger han.
Det er planen at udvide testcentret i Østerild med to ekstra møller - og det kræver en ny VVM-undersøgelse af møllernes indvirkning på miljøet.
Blandt flagermus-arterne i området er den sjældne damflagermus, som er en af Danmarks såkaldte ansvarsarter. Dermed har vi en særlig international forpligtelse til at beskytte den.
Opdateret: Fejlen skete i Naturstyrelsen
Det var Naturstyrelsen, der konkluderede, at vindmøllerne i Østerild hverken generer fugle, flagermus eller naturfen i området.
Styrelsens konklusion dannede basis for, at miljøminister Esben Lunde Larsen konkluderede det samme i sin pressemeddelelse.
Nu beklager kontorchef Mads Jensen fra Naturstyrelsen udlægningen af forskernes rapport:
- Vores gengivelse af rapporten var ikke tilstrækkeligt præcis, og det beklager vi meget, siger han.
Miljøminis n har ikke ønsket at stille op til interview. Opdateret klokken 14.15 med afsnittet om Naturstyrelsen.