Han træder gennem skovbunden. Kigger søgende under grene og ind i buskadset. Tager kikkerten frem for at spotte, om nogle rovfugle skulle kredse over et kadaver. En af Danmarks største ulveentusiaster er på jagt efter spor af ulven.
- Man kan jo næsten begynde at se syner, som man går rundt her, siger Thomas Boesdal, mens han med støvlen peger i sandet mod det, der måske – måske ikke er et ulvespor.
Der findes dem, som hader ulven. De, som frygter dem. De, som trækker lidt på skuldrene. Og så findes der dem, som er så fascinerede af rovdyret, at de bruger dage og nætter på at studere den.
Thomas Boesdal hører til den sidste gruppe.
- Jeg har en fryser fuld af ulvelort. Jeg ved heller ikke lige, hvad der skete, griner Thomas Boesdal om den mildt sagt atypiske brug af en fryser.
"Ulven er ikke fed - den stinker og har grim pels"
Siden ulven første gang blev dokumenteret i Danmark i 2012 i Nationalpark Thy, har Thomas Boesdal været på jagt efter fakta om dyret, som efter 200 år er vendt tilbage til dansk natur.
Hver uge siden den dag har han siddet bag computerskærmen for at læse om dyret og været ude i naturen for at studere og iagttage ulven på nærmeste hold.
- Ulven er ikke fed. Sommerpelsen er grim, den stinker, dræber og river tarme ud af får. Det er et krapyl, som vi i en rig verden ikke kan købe os fri af, og jeg kan godt lide den afmagt, siger Thomas Boesdal om det dilemma, som ulvens genindvandring har medført.
Alligevel fascinerer det store rovdyr fyldt med myter ham. Og særligt det, at den har valgt at slå sig ned i Danmark.
- For mig er ulven symbolet på natur - og natur, der virker, siger han.
- Når der i debatten bliver stillet spørgsmålstegn ved, om der er plads til ulven i dansk natur, er svaret egentlig simpelt, for den har selv valgt komme her, og når den får otte unger, er det et tegn på, at den trives, siger han med henvisning til, at der først på måneden blev fundet et kuld ulveunger syd for Holstebro.
Det var i øvrigt Thomas Boesdal, der fandt den lort, som ved hjælp af en dna-test dokumenterede den første hunulv i Danmark.
- Det er det, som jeg gerne vil. Jeg vil have facts på ulven, så vi kan blive klogere. Det er fantastisk, at man ved hjælp af dna kan slå fast, at hunulven her stammer fra Tyskland, mener han.
- På den måde får vi helt konkret viden om ulven, og det er det, vi skal bruge og fortælle videre til folk, siger han.
På tur i ulveland
Udstyret med en tommestok til at måle størrelsen af et eventuelt ulvefodspor og en pose til at samle en lort op i, viser Thomas Boesdal rundt i et af de områder i det vestjyske, hvor ulven med sikkerhed holder til.
I området findes der store flokke af kronvildt, der kommer ikke ret mange mennesker, og der er plads til, at ulven kan gemme sig mellem træer og krat.
- Det spot deroppe. Det er Danmarks måske bedste sted at sidde, hvis man vil se ulve, siger han og peger.
Han vil helst ikke fortælle, hvor vi præcist er, da han gerne vil give ulvene ro.
- Lige nu gør vi det, de fleste gør, ved at gå lige ud ad den her sti. Men nu går vi lige til højre i stedet, siger han og forklarer, at det er der, ulvemaden er.
Vi bevæger os ind i et område, hvor kronvildtet trækker gennem skoven, og så er det en simpel sag for ulven at ligge på lur efter dagens måltid.
Der går heller ikke lang tid, inden der dukker knoglerester op. Først et lårben. Senere et kranium. Så flere ribben og så en rygsøjle. Alt sammen gemt godt af vejen under buskene.
- Det er helt klassisk, at ulven slæber det ind og forsøger at gemme det for andre rovdyr og fugle, så den kan komme tilbage og spise mere senere, siger Thomas Boesdal og uddyber:
- En ulv kan ikke spise et helt krondyr, så den vil typisk forsøge at gemme det af vejen, så den kan komme tilbage senere og spise resten, når den igen bliver sulten.
Mødet med ulven
Thomas Boesdal har selv været helt tæt på ulven. Faktisk lidt for tæt, når man spørger ham.
Han var blevet tippet om et frisk kadaver fra et rådyr og var derfor taget ud i skoven for at finde det. Sammen med sin hund trådte han sig vej gennem sneen, der sammen med måneskinnet lyste skoven op.
- Da jeg tænder min lampelampe, hører jeg ulven gø tæt på mig. Det var som at høre en schæferhund gange ti. Jeg blev megabange, fortæller Thomas Boesdal om den vinteraften for to et halvt år siden.
- Der trak jeg mig tilbage og tænkte: "Okay, det er din skov og din mad."
Efter episoden gik der noget tid, inden han igen havde mod på at opsøge ulven. I stedet satte han sig ned og studerede ulvens adfærd endnu mere nøje.
- Jeg fandt ud af, at når den gør, er det for at advare andre. Hvis den havde været alene, var den løbet sin vej, og jeg havde næppe opdaget, at der overhovedet var en ulv i nærheden. Men i den situation var jeg bestemt ikke modig, og jeg var kun bevæbnet med en vatpind, fortæller han.
Forstår frygten
I dag er Thomas Boesdal ikke bange for ulven. Han ved, at den ikke kan lide mennesker. Derfor er hans passion også blevet noget, han involverer sin hustru og deres fire børn i. De to yngste er et par tvillingepiger på fire år, der også ivrigt går på opdagelse mellem træerne.
Og svaret på spørgsmålet om, hvad man skal gøre, hvis man pludselig ser en ulv, kommer prompte: Tag et billede.
Han peger på statistikken. Mens der i Europa er mellem 10.000 og 20.000 ulve, har der ikke været et dokumenteret ulveangreb på mennesker.
- Hvis jeg kigger på de ulveangreb, der har været i andre lande, har jeg regnet ud, at der er 0,006 procents sandsynlighed for at nogen vil dø af et ulveangreb i Danmark de næste 50 år. Men det er statistik, og det er svært at bruge, når man snakker frygt.
Men selv om han selv for længst har lagt frygten på hylden, og statistikken taler imod et angreb, forstår han godt frygten.
- Hvis folk er bange, så er de bange. Og jeg kan godt forstå, at hvis man bevæger sig i skoven, eller man skal cykle ned til skolebussen, jamen så tænker man over det, siger han.
Mistanken om ynglende ulve her i landet har været til stede i et stykke tid, og med Naturstyrelsens vildtkamera blev det for nylig endelig dokumenteret, at der nu også findes ulveunger i Danmark.
Heller ikke det får Thomas Boesdal til at tro på, at der vil ske angreb på mennesker. Men hvis man møder hvalpene, kan det meget vel tænkes, at de vil være nærgående og legesyge.
- De kan sikkert godt finde på at løbe efter en cyklist eller motionsløber. Men så stop op, råb, klap i hænderne eller kast en sten efter den, siger han roligt.
Debatten om at skyde ulve ærgrer Thomas Boesdal. Den nuværende forvaltningsplan tillader nemlig allerede at skyde ulve.
- Vi har allerede en god forvaltningplan, hvor landmænd får erstatning, hvis de mister dyr, siger han.
En kamp om territorium
Thomas Boesdal stopper pludselig op på turen i skoven. En lugt, som man ikke kan undgå at bemærke, rammer næseborene.
Mens han ikke har villet lægge hovedet på blokken for, om det er en ulv, der har været i gang med et måltid kronvildt ved de afbidte knogler, vi fandt tidligere, er han denne gang ikke i tvivl.
En ulv har været lige her og – ja, pisset sit territorium af.
- Det er sådan, den fortæller andre ulve: "Her bor jeg. Bliv væk, for ellers skal vi battle om territoriet," forklarer han.
Mens ulvene battler om territorier, er ulven uvidende om den territoriekamp, de kæmper med mennesket. En diskussion, som Thomas Boesdal håber vil forstumme med tiden.
- Jeg synes, at vi skal være tro mod naturen, og at der skal være plads til rovdyr. Men frygten for ulven, den tror jeg, vi kommer til at leve med i mange år. Derfor vil jeg gerne gøre en forskel, og hvis jeg kan være med til at finde facts, der giver et andet syn på naturen, så synes, jeg der er den fedeste hobby. Det er det, der driver mig.