Nybagt student starter eget firma: Vestjylland skal på verdenskortet

Hovedstaden efterspørger friske, lokale råvarer, så nu vil Kristian Borbjerggaard stå for fragten af de vestjyske specialiteter.

Kristian Borbjerggaard har friske østers fra Limfjorden i kølebilen. (© DR Midt & vest)

For et par uger siden fik Kristian Borbjerggaard sin HTX-studenterhue på hovedet. I fredags fyldte han 19 år.

I dag springer han så ud som iværksætter, når han kører sin første tur fra Vestjylland til København med sin nyerhvervede, brugte kølebil. Med eget firmanavn på siden: "Venø Køletransport".

I dag er der limfjordsøsters i kølerummet, og ideen er netop at fragte vestjyske specialiteter til restauranter og fødevaremarkeder i hovedstaden.

- Jeg ved, at logistikken for de små virksomheder er et problem, så jeg prøver at få nogle gode varer derover til nogle fornuftige priser, så vi kan få et større salg, og vores landsdel kan komme på verdenskortet, siger Kristian Borbjerggaard.

Under studenterkørslen holdt han pauser fra festerne for at arbejde på firmaet, og han har sat to år af til at arbejde fuld tid på projektet, og herefter vil han gerne tage en uddannelse.

- Jeg tror, at det kan blive en god forretning, og jeg tror, at der er et marked for det, siger den håbefulde forretningsmand.

Og han har ikke begejstringen for vestjyske lækkerier fra fremmede: Hans far var med til at etablere Venøsund Fisk og Skaldyr, som Kristian Borbjerggaard har arbejdet for i sin fritid.