Inden nytår vender nattemørket tilbage over det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild Klitplantage i Thy.
Et nyt radarsystem vil sikre, at de kraftige blinklys på centrets 250 meter høje lysmaster kun tændes, når der kommer fly inden for en afstand af cirka 10 kilometer fra testcentret.
- Det vil i praksis betyde, at lysene er slukket 98 eller 99 procent af tiden, siger projektleder Carsten Ildor fra virksomheden Terma A/S, som står for radarstyringen af lysmasterne.
Østerild-løsning kan eksporteres
Radarsystemet i Østerild bliver udviklet med støtte fra Energistyrelsen.
- Vores løsning fra Østerild vil også kunne bruges andre steder i verden, hvor der sker lysforurening fra høje vindmøller eller master. Derfor ser vi også gode eksportmuligheder i radarstyringen, siger Carsten Ildor fra Terma A/S.
Hele projektet omkring radarstyringen af lysmasterne på testcentret følges tæt af forskere fra Aalborg Universitet og DTU Vindenergi. Det sker blandt andet med spørgeskemaer til lokalbefolkningen.
Hvis du har udsigt til lysmasterne ved Østerild eller på anden måde er påvirket af projektet, kan du deltage i undersøgelsen via dette link