Det kunne have udviklet sig til en farlig situation på vejene, hvis ikke en lastbilchauffør med en promille på hele 4,4 tirsdag morgen blev stoppet af et vidne.
Chaufføren, en 47-årig litauer, blev opdaget i Sdr. Felding ved Skjern. Her spottede et vidne, at chaufføren sad og hang henover rattet, men da vidnet bankede på førerhuset, vågnede chaufføren op og startede straks lastbilen.
Det lykkedes vidnet at springe ind, rive nøglen ud af tændingen og ringe efter Falck, som senere tilkaldte politiet.
- Den 47-årige chauffør var ikke i stand til at lave en blæsetest, siger vicepolitikommissær Michael Schultze fra politiet i Herning.
Senere viste en blodprøve på sygehuset en promille på 4,4.
- Der findes højere promiller, men det er godt nok sjældent det sker, siger Michael Schultze.
Politiet har frataget lastbilchaufføren kørekortet og sigtet ham for promillekørsel. Lastbilen, der er ejet af en dansk vognmand, er blevet hentet af ejeren.