Når man hopper ombord på en færge, er det ikke altid lige godt for miljøet. For de store dieseldrevne motorer forurener, men nu sejler der for første gang en hybrid ø-færge i de danske farvande.
Venø-færgen, som sejler til Venø i bunden af Limfjorden, er nemlig blevet ombygget, så den får strøm fra 42 genopladelige batterier. I øjeblikket bliver der sejlet testsejlads mellem Venø og Struer, fortæller overfartsleder Søren Adsersen.
- Det tegner rigtig fint. Systemerne kører, som de skal, siger han.
Færgens batterier bliver opladet af en dieselgenerator. Det er både billigere og mere miljøvenligt end den almindelige dieselmotordrift.
I 2014 ombyggede rederiet Scandlines deres færger mellem Rødby og Puttgarden med hybridmotorer, men det er først nu, at en af færgerne til Danmarks øer tager den nye teknologi til sig.
Ombygningen af Venø-færgen har kostet en million. Søren Adsersen regner med, at investeringen er tjent hjem i løbet af ni år, og på sigt er det planen, at færgen skal over på ren el.
Hvornår færgedriften bliver helt lydløs og fri for dieselos afhænger blandt andet af de aktuelle finanslovsforhandlinger om en eventuel sænkelse af el-afgifen for småfærger, siger Søren Adsersen.
Overfartsleder Søren Adsersen forventer, at hybridfærgen kommer i almindelig drift om to til tre uger. Dermed bliver Venø-færgen Danmarks første ø-færge med hybrid teknologi.