Det er ikke fordi, at de ikke har nok at klage over i forvejen. Men nu klager en gruppe utilfredse borgere også over, at de måske ikke får lov til at klage.
Det er modstanderne af den kystnære havmøllepark ud for Holmsland Klit, Vesterhav Syd, som nu har indbragt sagen for Folketingets Ombudsmand.
Modstandere ved nemlig stadig ikke, om Energiklagenævnet overhovedet vil behandle deres klager.
- Vi vil have Ombudsmanden til at tage stilling til, at vi selvfølgelig har en individuel og retlig interesse i at kunne klage over en etableringstilladelse, der dækker mølleopsætning over 15 kilometer omfattende 4 - 5.000 sommerhuse, forklarer Thue Amstrup-Jørgensen.
Thue Amstrup-Jørgensen er formand for sommerhusejerne på Holmsland Klit og en af medunderskriverne på henvendelsen til Folketingets Ombudsmand.
Ifølge Energistyrelsen er det kun Energiselskabet Vattenfall, som skal opføre mølleparken, der har en individuel, retlig interesse i sagen.
Men i sidste ende er det op til Energiklagenævnet selv at beslutte, hvem der er klageberettiget i sagen.
Områdechef i Nævnenes Hus i Viborg, Susanne Kirkegaard Brodersen, har modtaget i alt 300 klager i sagen:
- Vi behandler alle sager individuelt for at finde ud af, om klageren er mere berørt af afgørelsen, end man som borger normalt må acceptere at være, siger Susanne Kirkegaard Brodersen.