Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi truer nu Thisted Kommune med at flytte et nyt testcenter til en nabokommune.
Folkecentret mener, at det nye testcenter for husstandsmøller er kørt fast i det kommunale bureaukrati.
- Vi mangler den nødvendige velvilje hos administrationen i Thisted Kommune, siger Folkecentrets bestyrelsesformand Ole Vagn Christensen.
Kritikken afvises af Kaj Kirk, der er formand for Thisted Kommunes udvalg for klima-, teknik og miljø.
- Det er ikke kommunen, men naboerne, som blokerer for centret, siger han.
Folkecentret for Vedvarende Energi i Sønder Ydby har i årevis arbejdet på at etablere et testcenter eller en teststation for små husstandsvindmøller i Thisted Kommune. Men det er altså endnu ikke lykkedes.
Derfor overvejer bestyrelsen nu at kontakte Struer Kommune i håbet om, at man i nabokommunen vil gå mere aktivt ind for at få testcentret placeret på den anden side af kommunegrænsen.
Udvalgsformand Kaj Kirk i Thisted tvivler dog på, at det vil lykkes.
- Vi følger reglerne, og det er nabokommunerne også nødt til at gøre, siger han.