De danske vindmøller har sat en bemærkelsesværdig bundrekord.
Den 18. september var den mest stille dag i vindmøllernes danmarkshistorie, og produktionen fra samtlige vindmøller var i flere timer lig nul.
- Det var en ny rekord i ikke-vind, hvis man kan sige det sådan, konstaterer Stine Leth Ramussen, der er afdelingschef i Dansk Energi.
- Vi har før oplevet noget lignende, men aldrig før i så lang, siger hun.
Alle landets over 6000 vindmøller stod helt stille, selv havmølleparkerne.
I en periode på over tre timer var produktionen af strøm fra samtlige vindmøller tilsammen under 10 MW, hvilket ifølge Dansk Energi er nærmest nul. I en kortere periode var der faktisk slet ingen strømproduktion fra møllerne overhovedet.
- Den rekordstille dag den 18. september understreger udfordringerne med forsyningssikkerheden, når vi får flere vindmøller, siger Stine Leth Rasmussen.
I dag dækker vindmøllerne 40 procent af vores strøm på årsplan i Danmark. Men ifølge prognoserne vil det være over halvdelen allerede i 2020.
- Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at udbygge vores forbindelser til udlandet, vores strømmotorveje. På den måde kan vi bedre udveksle strøm med vores nabolande, siger Stine Leth Rasmussen.
Desuden bliver der ifølge Dansk Energi brug for et mere fleksibelt strømforbrug og nye metoder til at lagre strømmen fra vindmøller.
Rettelse: DR har udskiftet grafikken. Af en tidligere udgave fremgik det, at den samlede vindkapacitet lå på 6103 MW. Det korrekte tal er 5297 MW.
DR beklager fejlen.