Det er lige nu den helt store dille at jagte og fange Pokémon-figurer på gader og stræder med mobiltelefonen og computerspillet Pokémon Go.
Men det er ikke alle steder, at de små Pokémon-monstre er lige ønskede. På et Holocaust-museum i Washington i USA beder man nu besøgende om at droppe at spille spillet. Også på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby oplever de problemer med spillet.
Et såkaldt Pokémon Gym, et sted hvor Pokémons slås mod hinanden, er blevet spottet på en af universitetets byggepladser, og flere personer har forsøgt at trænge ind.
Derfor advarer universitetet nu på deres Facebook-side spilentusiaster mod at gå ind på byggepladsen.
Ifølge beredskabskoordinator på DTU, Jon Elmlund kan det være farligt at opholde sig på pladsen.
- Vi opfordrer folk til at holde sig væk fra byggepladsen. Det er ulovligt at opholde sig der uden et legitimt formål, og det kan være forbundet med betydelig fare, siger han.
Udover at advare Pokémon-spillere mod at gå ind på byggepladsen, har universitet også rettet henvendelse til spiludvikleren for at få fjernet den ubudne gæst, fortæller Jon Elmlund.
- Vi har kontaktet spiludvikleren for at få netop denne Pokémon fjernet og placeret et andet sted på DTU, siger han.