I Sverige øger man nu kystbevogtningen, fordi man frygter, at id-kontrollen mellem Danmark og Sverige kan få danskere til at smugle flygtninge til Sverige i private både.
Svenskerne sætter to ekstra skibe og et fly ind i bevogtningen, men det afskrækker ikke 20-årige Calle Vangstrup fra København.
Han er medlem af netværket "Medmenneskesmuglerne", som er en gruppe af mennesker, der af humanitære grunde hjælper asylsøgere gennem lande og over grænser. Calle Vangstrup har allerede fem gange i løbet af efteråret smuglet flygtninge til Sverige i båd.
- Jeg har svært ved at se, hvordan de skal dække hele Øresund med det, de sætter ind. Og derudover er jeg ikke bange for at blive fanget, siger Calle Vangstrup, der gerne smugler endnu flere flygtninge til Sverige.
- Enten når de her mennesker ikke deres mål, eller også vil de søge andre måder at komme til Sverige på, måske hos nogen, der er mere skruppelløse end mig. Jeg gør det helt gratis, siger han.
Han ved godt, det han gør er ulovligt, og han er allerede sigtet af det danske politi for at have smuglet flygtninge i efteråret.
Men han er så uenig i lovgivningen, at han med egne ord ser sig nødsaget til at bryde den.
- Det her er jo ikke noget, jeg gør for egen vindings skyld. Det er noget, jeg giver til nogen andre mennesker. Det handler om medmenneskelighed, siger Calle Vangstrup.