Svendborg åbner Danmarks første landsby for demente

Den nye landsby skal give demente en sjovere og mere sikker tilværelse.

Demensbyen indvies mandag i Svendborg, og andre kommuner vil gå samme vej. (Foto: © TORKIL ADSERSEN, Scanpix)

Et musikbibliotek, en restaurant med ordentlig mad på menuen og en wellness-salon, hvor man kan få ordnet negle og fødder og få en omgang massage.

Tidligere var Bryghuset i Svendborg et almindeligt plejecenter for ældre. Siden er stedet blevet bygget om, så det minder om en lille by.

Og byen er for folk med demens.

Mandag indvies Svendborg Demensby. Det er den første af sin slags i Danmark, og den får plads til cirka 225 beboere.

Den særlige bebyggelse er indrettet, så det er trygt og interessant for demente at bo der. Det fortæller formanden for social- og sundhedsudvalget i Svendborg Kommune, Hanne Ringgard Møller (R).

Eksempelvis er færdigretter byttet ud med hjemmelavet mad, som beboerne selv kan være med til at lave i et såkaldt sansekøkken. Og der er motionsrum, herreværelse og en stor lukket have.

- Man gør meget ud af at stimulere de demente, siger Hanne Ringgaard Møller.

Demensbyer i hele landet

Beslutningen om at etablere en demensby blev taget blandt andet på grund af efterspørgsel fra de pårørende til demente i Svendborg.

- Der er et stort behov for en bedre omsorg for borgere med demens, men der er også brug for højere sikkerhed for de demente, der har tendens til at blive væk, siger Hanne Ringgaard Møller.

Flere lignende byer er tilsyneladende på vej. I Aalborg, Odense og Herning er der i hvert fald planer om at skabe den slags særlige kvarterer.

Alzheimerforeningen tager godt imod idéen om, at kommuner tager hensyn til demente, når de planlægger boligområder. Men små byer er ikke nødvendigvis den bedste løsning, mener direktør Nis Peter Nissen.

- Det bekymrer os, hvis man bygger særlige demenslandsbyer, hvor man ekskluderer personer med demens fra resten af samfundet, siger han.

Alle plejehjem skal være i stand til at tage sig af demente, fordi et flertal af plejehjemsbeboerne netop har en demenssygdom, påpeger direktøren.

Når demensbyen i Svendborg indvies mandag, skal sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) klippe snoren til det nyrenoverede plejecenter.

/ritzau/