Hjernen belønnes når vi tjekker mobilen

Vi får en kemisk belønning i hjernen, når vi tjekker mobilen. Derfor bliver vi afhængige.

Et tjek på smartphonen giver et skud af glædesstoffet dopamin i hjernen. Det er med til at gøre flere afhængige af altid at være online på mobilen. (© Colourbox)

Det er ren kemi der gør, at flere og flere af os bliver afhængige af at tjekke nyheder eller sociale medier på nettet.

Når vi er online på computeren, smartphone eller tablet, får vi nemlig en lille kemisk belønning af stoffet dopamin i hjernen.

- Det er svært at hamle op med, hvis man foretrækker at blive kemisk belønnet frem for at være sammen med familie og venner, fortæller Morten Fenger, der er psykolog og forsker i internetbaseret selvhjælpsterapi.

De små belønninger betyder, at man får trang til lige at tjekke det seneste nye på nettet, også selvom man er midt i noget andet. Det går ud over koncentration og nærværet med andre.

Især smartphones er farlige 

Problemet med smartphones er, at man nemt kommer til at bruge enormt meget tid online. Det kan gå ud over vores virkelige offline liv. Det er nemlig umuligt at være fuldt opmærksom både online og offline på samme tid.

- Man kan miste sin livskvalitet. Det der reelt gør en glad, er at være sammen med familien, men så foretrækker man måske at se på smartphonen. Det gør ikke en lykkeligere, tværtimod, siger Morten Fenger.

Telegiganten Ericsson har lavet en undersøgelse, der viser at de mest mobilaktive af os tjekker  mobilen mellem 100- 150 gange om dagen. Er du en af dem vil du tjekke din mobiltelefon hver 7. minut.