- Laurids Industri er et stort navn i Kazakhstan. Det vidste jeg ikke en gang selv, og det er jeg da stolt af. Bare ikke på bekostning af, at det er kopivarer, siger Per Adelholt Lavridsen, der er direktør og ejer af Lauridsen Industri i Esbjerg.
Laurids Industri i Esbjerg producerer blandt andet ventiler til olie-og gasindustrien. Og det var et tilfælde, at han opdagede, at en virksomhed i Kazakhstan solgte kopier af hans ventiler.
Klage afslørede piratforretning
En kunde havde købt ventiler for godt tre millioner kroner, men ville klage over en af dem.
- I god tro tror han, at han har fået et Laurids Industri produkt, men det har han ikke fået, siger Per Adelholt Lavridsen.
Ventilerne, der bærer logoet Lauridsen Industri, er nemlig ulovlige kopier. De er fremstillet i Kina, i dårligere kvalitet og solgt og markedsført af et firma i Kazakhstan. Kopivarerne bliver derudover også markedsført på russisk.
- Vi har aldrig nogensinde lavet et russisk katalog. Og så viser det sig, at der er et russisk katalog med vores logo, siger Per Adelholt Lavridsen.