I dag bliver Bornholms runesten nr. 40 officielt registreret.
Den har godt nok ligget for øjnene af sognebørnene i Knudsker Sogn i mindst 900 år, men ingen har hidtil tænkt på at fortælle det til hverken Bornholms Museum eller Nationalmuseet. Derfor har den heller ikke været registreret nogen steder.
Runestenen er brugt som støttesten over døren ind til den lille Sct. Knuds Kirke lige udenfor Rønne, og det var en svensk arkæolog, der fik øje på den under sin ferie på Bornholm i sommer. Derfor var det også ad omveje, at museumsinspektør Lisbeth Imer fra Nationalmuseet blev opmærksom på den.
- I menighedsrådet har de altid kendt til runestenen, men den er ny for mig og mine kolleger i Danmark, siger Lisbeth Imer, der er specialist i runer og runesten.
Hun har set stenen for første gang i dag. Den ligger ned, og det er kun en del af runerne, der er synlige. Men på den synlige del står der ganske enkelt: Krist hjælpe hans sjæl.
Resten af runestenen er skjult i de tykke kampestensmure, og det vil runerne også være, så længe kirken står.
Lisbeth Imer skal nu undersøge, om runestenen kan være lavet af samme runerister, som også har lavet en runesten i Svaneke. Den har til gengæld været kendt i 400 år.
- Den måde, man har stavet ordet hjælpe på, er lidt speciel. Det kender man kun fra runestenen på Svaneke Kirkegård. Hvis det er samme runerister, vil det stort set være første gang, vi registrer samme runerister, for vi har endnu ikke forsket ret meget i det område, siger Lisbeth Imer.
- •
Runestenene på Bornholm bliver rejst omkring midten af 1.000-tallet, da øen bliver kristnet. Det sker senere end i resten af Danmark.
- •
Sct. Knuds Kirke i Knudsker bliver bygget mellem 1150 og 1200, og det er i den forbindelse, at runestenen flytter indendørs og bliver brugt som overligger til døren mellem våbenhus og kirken.
- •
Mange runesten er kommet med ind i kirkerne og er blevet brugt der, fordi man gerne ville ære familien på den måde.