Venstreborgmestre raser mod Claus Hjort: Det ligner løftebrud

Dagens udspil om kommunale besparelser vil være en massakre på velfærden, lyder kritikken.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen kalder besparelserne et "vilkår" (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Det blev kort, da Kommunernes Landsforening og Finansministeren mødtes tidligere i dag for at forhandle kommunale budgetter. Parterne står nemlig langt fra hinanden.

Striden står om et nyt ord, der optræder i regeringsgrundlaget - det såkaldte omprioriteringsbidrag. Det betyder nemlig, at kommunerne skal finde en procent i deres budgetter hvert år ved at spare eller effektivisere.

Ifølge KL vil regeringens forslag betyde besparelser på op i to en halv milliarder årligt. Men der er ingen garanti for, at besparelserne får lov til at ligge i kommunernes kasser. Det er helt nye toner, siger to Venstre-borgmestre til DR Nyheder.

- Hvis man gør det på den her måde, så er det noget, der lugter af løftebrud, siger Venstreborgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft.

- Det har jeg ikke hørt som noget valgløfte. Så ville jeg have reageret, siger Jørn Pedersen (V), borgmester i Kolding.

En massakre på velfærden

KL fastslog tidligere i dag, at besparelserne vil ramme kernevelfærden. Ifølge deres beregninger svarer besparelserne til 42 minutters mindre hjemmehjælp om ugen eller 5.000 færre lærere i folkeskolen -eller at 4.600 dårligt stillede børn ikke kan få plejefamilie.

Koldings borgmester, Jørn Pedersen, er da heller ikke i tvivl om, hvad sparekravet vil betyde for Kolding Kommune.

- Det vil være ren massakre på velfærden, siger han.

Det er Claus Wistoft fra Syddjurs enig i.

- Det vil ramme sundhed, ældre, børn og unge, skole, siger han.

Borgmesteren i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade - endnu en Venstremand - var også tidligere i dag ude med en tilsvarende kritik af forslaget.

DF: Nej tak

Den nyslåede, men erfarne, finansminister Claus Hjort Frederiksen kalder besparelserne et "vilkår".

Hvis kommunerne ikke frivilligt indgår en aftale, truer ministeren med at finde et flertal på Christiansborg, der vil gennemføre Venstre-regeringens forslag.

I Dansk Folkeparti afviser man forslaget. Det siger partiets formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Vi ønsker ikke at der skal spares i kommunerne. Så vi ønsker ikke den øvelse, som finansministeren går ud med, siger DF-formanden til DR Nyheder.

Det kan betyde, at Venstre kan blive nødt til at søge opbakning i rød blok, hvis de vil have ført forslaget ud i livet.