VIDEO Boligejer: Grundskyldsystemet er et usikkert system

Venstre vil fastfryse boligskatten, mens grundskyldssystemet forbliver uændret.

Venstre fremlagde i dag et nyt udspil om at fastfryse boligbeskatningen frem til 2025. Kort efter meddelte Socialdemokratiet, at partiet bakker op om den udmeldning. 

Alle boligejere betaler en ejendomsværdiskat, som er beregnet ud fra SKATs ejendomsvurdering. Siden 2002 har der været et skattestop, så skatten ikke stiger, selvom boligen stiger i værdi.

Det er den ordning, som Venstre og socialdemokraterne gerne vil forlænge til 2025.

- Det er jo udmærket, fordi det jo betyder yderligere en periode, hvor man ved nogenlunde, hvad ejendomsværdiskatten bliver, siger pensionist Per Bo, der er boligejer.

Men for de fleste boligejere er det slet ikke boligskatten, men derimod grundskylden der volder det største problem. 

Men fastfrysningen gælder dog ikke grundskylden, som stadig kun er underlagt et loft, hvor den ikke må stige mere end 7 % om året. Det betyder, at mange boligejere kan komme til at betale langt mere i skat, når værdien på deres grund stiger i fremtiden.

- Jeg synes, grundskyldsystemet er et usikkert system, siger Per Bo.

Siden han købte sit hus for 32 år siden, er hans grundskyld nemlig tidoblet.

Se hele interviewet med Per Bo og indslaget fra TV Avisen foroven.