Ny beskæftigelsesminister: Danmark er et taberland

Den nye beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen, har blandt andet udtalt, at Danmark fremstår som et taberland.

- Hvis man sammenligner os med for eksempel Sverige, så er der ét punkt, hvor Danmark virkelig kommer til at fremstå som et taberland, sagde Jørn Neergaard Larsen. (© DR)

Lars Løkke Rasmussen har fundet en kontroversiel figur til at bestride posten som beskæftigelsesminister i sin nye regering.

Afgående direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, har aldrig lagt fingre imellem i debatten om arbejdsmarkedet.

Så sent som i april udtalte han, at "der i Danmark er så mange sociale ydelser, at det er blevet fuldstændig uoverskueligt, og det er med til at skubbe danskere, der faktisk godt kunne arbejde, ud af arbejdsmarkedet".

- Hvis man sammenligner os med for eksempel Sverige, så er der ét punkt, hvor Danmark virkelig kommer til at fremstå som et taberland. Og det er vores høje antal af voksne i den arbejdsdygtige alder, der bliver forsørget af det offentlige, sagde han.

Forslag: Skær i førtidspensionen

Jørn Neergaard Larsen foreslog dengang at skære markant i de sociale ydelser.

Satsen for førtidspensionister burde skæres med 4.000 kroner om måneden, og landets flere end 200.000 førtidspensionister skal revurderes for at se, om deres arbejdsevne i dag er højere, end da de fik tilkendt ydelsen, lød det.

Men forslagene mener Dansk Arbejdsgiverforening, at man kan få arbejdsudbudet til at vokse med 85.000 personer.

Jørn Neergaard Larsen har også kaldt arbejdsklausuler for "dyrt, dårligt og dumt".

- Begreber som 'social dumping', 'kædeansvar' og 'klausuler' er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence, skrev Neergaard i 2013 i Berlingske.

På vej ind i Statsministeriet i morges var det en mere fåmælt Jørn Neergaard Larsen, der mødte pressen.

- Det er min vurdering, at nogle af de største udfordringer i forhold til vækst i Danmark ligger på arbejdsmarkedet, og jeg glæder mig til at arbejde videre med de udfordringer, sagde han. 

FOA: Hold da op!

Kritikken af den afgående DA-direktør breder sig allerede. FOA-formand Dennis Kristensen kalder udpegelsen "meget overraskende".

- Det er overraskende, at regeringen udpeger fyrtånet på den ene side af lejren, når det handler om arbejdsmarkedets parter, altså at man direkte tager en fra Dansk Arbejdsgiverforening, som det sidste års tid i den grad har lagt sig i selen for at komme med en lang række udspil på det sociale område, hvor man tænker "hold da op", siger FOA-formanden:

- Er der nogen, der kunne forestille sig, at man udpegede en LO-formand til beskæftigelsesminister? Det ville rejse et ramaskrig om, at nu har parterne ikke længere armslængde til regeringen. Nu går man direkte ind i den. Det er meget overraskende, siger Dennis Kristensen.

Også Socialdemokraternes politiske ordfører, Maja Panduro, er skeptisk over for Løkkes valg af beskæftigelsesminister.

- For få måneder siden var Jørn Neergaard Larsen frontkæmper for, at førtidspension og sygedagpenge skal skæres med 4.000 kroner om måneden, og alle førtidspensionister revurderes. I dag udnævnes han til Lars Løkkes ny beskæftigelsesminister. Jeg håber godt nok, på syge danskeres vegne, at han hurtigst muligt vil tage afstand fra det udspil, skriver hun på Facebook.

Jørn Neergaard Larsen har hidtil været medlem af dagpengekommissionen, men udtræder nu.