Når resultatet af folketingsvalget 2015 er klar om få uger, står vi med et politisk comeback mellem hænderne.
Der er to muligheder: Enten et ret stort comeback - eller også et helt sensationelt stort comeback.
Hvis den blå blok sejrer og gør Lars Løkke Rasmussen til statsminister, er det udtryk for solid politisk overlevelseskunst. Ikke noget lille comeback, når man tænker på de kriser, Løkke har overvundet i sin ufrivillige pause fra statsministerjobbet.
Og hvis Helle Thorning-Schmidt omvendt fastholder sin status som statsminister, er det slet og ret sensationelt.
På lånt tid?
For der har været en snigende fornemmelse af lånt tid over det meste af hendes tid som regeringsleder.
Ikke fordi hun ikke har regeret og ført politik, til tider frygtløst. Men fordi næsten alle meningsmålinger siden valget i 2011 har peget i én bestemt retning - nederlag til Thorning.
Først i de sidste uger op til valgdagen, blev målingerne lidt mere behagelige at studere i den socialdemokratiske lejr. I hvert tilfælde nogle af dem. Selv om de stadig pegede i retning af nederlag.
Det gør de stadig, her på valgkampens første dag.
Skulle spådommen om nederlag til Thorning gå i opfyldelse, ligger konsekvensen lige for. Thorning går af, måske allerede på valgnatten. De allerfleste centrale kilder er ikke i tvivl - Thorning må gå, og forventningen er, at hun selv tager beslutningen.
Exit Thorning eller exit Løkke?
Men der er også en lille, svag, usikkerhed at spore. For hvad nu hvis Thorning mister magten - men får vendt mange års nedgang for selve sit parti, som de nyeste målinger tyder på? Går hun så alligevel? Det er forventningen, men Thorning har ikke signaleret noget til folk i Socialdemokratiet om sine tanker.
Kigger man til partiet Venstre, er det forventeligt at Lars Løkke Rasmussen søger mod udgangen, hvis han skulle tabe. Lars Løkke Rasmussens personlige anseelse har været vigende, og det vil blive udlagt som en central forklaring på Venstres fiasko, hvis valget skulle ende i en ny periode i oppossition.
Sagt på en anden måde:
Samme uskrevne regel gælder i de to store partier. Formanden skal levere magten - helst i første forsøg. Er troen på at formand kan levere magten væk - så er formanden det også. Hellere i dag end i morgen.
Mange nye partiledere
Løkke og Thorning er sammen med Anders Samuelsen de eneste gengangere blandt partilederne. Alle de øvrige er nye - og fælles for alle ti partispidser er, at de er til eksamen som aldrig før.
Et enormt pres hviler på den konservative leder, Søren Pape Poulsen. Han er som de to statsministerkandidater i en vind-eller-forsvind-situation. I hvert tilfælde, hvis man retter kikkerten mod Vestjyllands Storkreds. Her skal Pape generobre et konservativt mandat, ellers er han færdig i landspolitik.
Papes skrøbelige projekt
Overordnet er målet en fremgang til de konservative, uanset hvor lille. Dernæst ministertaburetter.
Optakten til valget har været imidlertid elendig for de konservative. Det hjemmelavede Naser Khader-udtryk Nazi-islamisme blev bragt i spil en en aggressiv K-kampagne med markante borgerlige budskaber.
Men vælgerne forblev over for Papes og hans parti, ifølge målingerne. Var der kø nogle steder, var det ved udgangen.
Det tidligere statsministerparti er klemt. Flere års jagt på den sande identitet og den rigtige leder har tæret på opbakningen.
Ro på i SF
Pia Olsen Dyhr skal bekræfte SFerne i at det var rigtigt at gøre hende til partiformand i 2014 - ni år efter at hun forsøgte sig første gang. Der er ro i partiet, og det er et godt fundament.
Samtidig gør partiformanden alt for ikke at genere de potentielle vælgere. Den politiske vare er SF Classic. En grøn profil og et krav om ansættelse af flere pædagoger i institutionerne.
Kun de største optimister venter dog, at Pia Olsen Dyhr kan gentage valgresultatet fra 2011 - men det skal være et hæderligt resultat, måske 7 procent af stemmerne. Opgaven er dog langtfra umulig, og Pia Olsen Dyhr har muligheden for at få et udmærket valg.
Østergaard på prøve
Morten Østergaard er endnu mere ny i jobbet end Olsen Dyhr. Han skal vise sit radikale bagland to ting de næste tre uger:
At han kan begå sig i den politiske superliga - i direkte debat med de øvrige partiledere, så vælgerne tør betro ham deres stemme. Og tegne en skarp og selvstændig radikal profil, uanset hvor mange sure socialdemokrater det skaber.
Balancen er svær, for de to regeringspartier må nødvendigvis gå til valg på at fortsætte regeringssamarbejdet – meget tydeligt markeret med det rekordstore velfærdsoplæg til 39 milliarder, der blev præsenteret tirsdag.
Ringe begejstring for Østergaard
Den klassiske disciplin, at markere sig med radikale standpunkter, har Østergaard øvet sig en del på, siden Margrethe Vestager drog til Bruxelles. Spørgsmålet er bare, hvordan vælgerne kvitterer.
Begejstringen har ikke været i top i vælgerhavet, mens Østergaard har været formand. Og kurven har været nedadgående.
Det mindste regeringsparti hænger lidt i bremsen. På de indre linjer kan Østergaard dog glæde sig over en ret lang snor og en del tålmodighed. Margrethe Vestager var heller ikke et hit fra Dag 1.
Basis for liberal vækst
Østergaards tidligere partifælle Anders Samuelsen står i spidsen for Liberal Alliance for 2. gang i partiets nuværende version. Ambitionen er et hop opad fra de 5,0 procent af stemmerne ved sidste valg - og en placering som tungen på den borgerlige vægtskål.
Fremgang synes i høj grad mulig, hvis man følger tendensen i målingerne i ugerne op til valget.
Gør Samuelsen det godt i valgkampen, kan LA få et nyt, markant, rekordvalg - kun 6 år efter den berømte 0,0 meningsmåling. Kurven er her opadgående, modsat hos de radikale.
LA i regering?
Derefter er spørgsmålet, hvordan Samuelsen og Liberal Alliance får spillet sine kort i Blå Blok efter valget.
Samuelsen har flere gange luftet muligheden for at Liberal Alliance kan komme i regering, men det ser svært ud - ikke mindst på grund Dansk Folkeparti.
Entusiasmen en stor i LA. Partiformanden har forsøgt sig med lidt diskret forventningsafstemning over for partiets kernetropper. På den anden side er hele LAs grundfortælling i denne valgkamp den om alt det, der kan opnås med "de afgørende mandater" i Blå Blok.
Spørgsmålet er dog, om Lars Løkke Rasmussen i tilfælde af en blå regering, køber modellen med de afgørende LA-mandater. Eller om han i stedet vil prøve at spille på flere heste, for eksempel ved at prøve at trække de radikale ind til forhandlingsbordet, når lejligheden byder sig.
Uanset hvad, er Liberal Alliance et nyt parti, der har vist sig særdeles livskraftigt.
Svært for Kristendemokraterne
Springer vi hurtigt de chanceløse kristendemokrater over, er Alternativet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten tilbage.
De to sidstnævnte partier har nærmest hele valgperioden ligget til at blive valgets store vindere - dér hvor fremgangen for alvor vil ske. Det er stadig billedet, omend mere nuanceret nu.
DFs store gennembrud
Det er svært at se, hvad der kan få læsset til at vælte for Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl.
Uanset om tallet bliver over eller under 20 procent af stemmerne, og uanset om det fører ind i en stribe ministerbiler eller ej - så er den historiske sejr på plads: Danmark har efter valget i 2015 tre store politiske partier, i en division for sig selv. Nemlig S, V og det stadig ret nye DF.
Om det fører til ministerposter? Næppe fra begyndelsen af valgperioden. Om det sker senere?
Måske, det er i hvert tilfælde en option, Kristian Thulesen Dahl opererer med. Imens kan han få travlt i selve valgkampen med at forklare sin modvilje mod ministerposter og regeringsansvar.
Står det til Helle Thorning-Schmidt, skal han også forklare igen og igen, hvorfor han støtter Lars Løkke Rasmussen som statsminister – når Dansk Folkeparti nu ønsker offentlig vækst og et forbedret dagpengesystem.
Enhedslisten med nye ansigter
Enhedslisten har flere år på bagen end Dansk Folkeparti. Men også her tyder det på et rekordvalg - omend partiets målinger nu er nede i et andet leje end for et par år siden. Det styrker formentlig stemmetallet at Johanne Schmidt-Nielsen når at stille op.
Ender det med at 8-9 procent af danskerne stemmer på Enhedslisten, er det markant, set med historiske briller. Der kommer mange nye ansigter ind i partiets folketingsgruppe - og et enkelt gammelt, Søren Søndergaard.
Vejen til indflydelse har til tider været lang under Thorning. Kommer Løkke til magten, kan den blive så lang at den reelt ikke eksisterer.
Det nye Alternativ
Endelig er der Alternativet - med eks-ministeren Uffe Elbæk som den nye dreng i klassen - også han står med et enormt ansvar.
Kan Elbæk klare sig godt i valgkampens store partilederrunder, kan han skrive Danmarkshistorie og bringe sit alternative parti i Folketinget.
Fejler Uffe Elbæk, er der risiko for en hurtigt indskrivning i de politiske glemmebøger - selv om Alternativet på valgnatten vil fastholde, at bevægelsen er alt for vigtig til at visne hurtigt bort.
Det ender med en smal model
Om tre uger har vælgerne talt. Hvis både Enhedslisten, SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti får et godt valg, så er det både bemærkelsesværdigt og besværligt.
For så er en enorm andel af stemmerne gået til partier, der ikke umiddelbart står til at få pladser i en kommende regering. Af hver sine forskellige årsager.
Det sandsynlige valgresultat er dermed det billede, vi så ofte har set i Danmark: En smal mindretalsregering, der skal manøvre sig frem i en vanskelig folketing.
Måske en etpartiregering - en flok Venstrefolk med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Hvis da ikke Helle Thorning-Schmidt præsterer det helt store comeback.