- Vi er heldige med at have en så dygtig person.
Sådan siger Nigel Farage, formand for britiske UKIP, om Morten Messerschmidt til DR Nyheders europakorrespondent, Anna Gaarslev.
De to har arbejdet sammen i Europa-Parlamentet i den EU-kritiske gruppe og har begge haft en forrygende valgdag.
Messerschmidt vil måske forlade gruppe
Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti ligger til omkring 26,5 procent af de danske stemmer, mens UKIP sætter sig på mere end 29 procent af de britiske stemmer.
- Stort tillykke til Dansk Folkeparti og især tillykke til Morten, der har vist sig som et ekstremt dygtigt medlem af Europa-Parlamentet, siger Nigel Farage.
Han er formand for Messerschmidts gruppe, som danskeren overvejer at forlade for i stedet at slutte sig sammen med en lidt mere midtersøgende gruppe.
- Jeg aner ikke, hvad der sker i Bruxelles. Det eneste, jeg ved er, at jeg vil prøve at genforme en gruppe, lyder det fra Nigel Farage.
UKIP mere kritisk end DF
Hvis Dansk Folkeparti kan kaldes EU-kritisk, er britiske UKIP decideret EU-fjendtligt.
- Jeg vil lukke EU ned. Lad os lave bygningen om til et universitet. Jeg vil have et Europa med samarbejde og handel, men ikke en politisk union, siger Nigel Farage.
Helt så kritisk overfor unionen er Dansk Folkeparti ikke, og de forskelle er da også kommet til udtryk i parlamentsgruppen.
- Mortens syn på Europa er lidt anderledes end mit. Jeg vil have Storbritannien til at forlade EU, mens Morten kæmper for at få flere rettigheder tilbage til Danmark.
- Men det er små forskelle. Faktum er, at vi er forenede om ideen, at det er forkert for stater at give suverænitet væk, fastslår Nigel Farage.
Fremgang for Labour
De mange stemmer giver UKIP 18 af Storbritanniens 73 mandater i Europa-Parlamentet. Det er otte mere end ved valget i 2009.
De Konservative og Labour sætter sig hver på 13 mandater. Det er en fremgang på fem mandater for Labour, mens det betyder en tilbagegang på fire for De Konservative.