Støjberg: Vores egne soldater bor i samme telte som asylansøgere

Familier med børn skal have førsteret til at bo i rigtige huse. Derfor bliver en gruppe af asylansøgere sendt til teltlejr i Næstved.

Unge mænd, der kommer hertil, kan udmærket bo i teltene, siger Støjberg. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Når 37 flygtninge i dag i snevejr er flyttet ind i en ny teltlejr ved Næstved, skyldes det, at man skal sikre, at der er boliger nok, hvis der pludseligt kommer mange asylansøgere til Danmark.

Sådan lyder forklaringen fra integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Jeg kan jo ikke vide, hvor mange asylansøgere der kommer i den nærmeste fremtid, og derfor skal der hele tiden være rigelig med kapacitet, siger ministeren.

Generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl siger, at de har i hvert fald 200 ledige pladser per dags dato. Hvorfor kan de her flygtninge ikke bo der i stedet for i teltlejren?

- Jeg har besluttet, at jeg først og fremmest vil reservere tag og mursten til familier, hvor der er børn. Hvorimod de unge mænd, der kommer hertil, udmærket kan bo i teltene, siger Støjberg.

Kunne man ikke forestille sig, at de enlige mænd, der nu flytter ind i en teltlejr, kunne flytte ind på de ledige pladser, indtil der kommer kvinder og børn?

- Jeg synes det er uhensigtsmæssigt at flytte rundt med asylansøgerne. Jeg synes, at det er langt bedre, at man får et sted at bo og for så vidt muligt kan man bo der, til ens sag er afgjort.

Der er snevejr, og der er plads til, at de kan bo i rigtige bygninger. Hvorfor skal de flyttes ind i en teltlejr?

- Jeg står fuldt inde for de telte, der er sat op, og fuldt inde for, at det hele er i orden. Det svarer fuldstændig til de telte, som vores egne soldater lever i, når de er udstationeret. Det svarer også til det FN-ansatte er udstationeret i, siger hun og fortsætter:

- Teltene i Thisted er senest brugt i Pakistan i 10 centimeter sne, hvor det var FN-udsendte, der boede der – blandt andre læger, understreger Støjberg.

  • En gruppe flygtninge flytter i dag ind i disse telte i Næstved. (Foto: © Paw Velling, DR)
  • Teltene er placeret på sportspladsen foran Beredskabstyrelsen Sjælland. (Foto: © Paw Velling, DR)
  • Et kig ind i de opvarmede telte. (Foto: © Paw Velling, DR)
  • Beredskabstyrelsen har opstillet teltene.
1 / 4