Søren Pape: Lad os starte med fem procent

Schlüters valgresultat i 1984 er idealet for den nuværende K-leder, men foreløbig er målet fem procent af stemmerne.

- Jeg tror på, at vi efter nogle valg kan blive et større parti igen. Men det tager tid, siger Søren Pape Poulsen. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

For 32 år siden nåede Det Konservative Folkeparti sit foreløbige højdepunkt, da det ved folketingsvalget i 1984 opnåede hele 23,4 procent af stemmerne.

Ved valget sidste år ramte De Konservative så bunden med historisk dårlige 3,4 procent af stemmerne.

Partiformand Søren Pape Poulsen ser i anledning af De Konservatives 100 års jubilæum med længsel tilbage på tiden under idolet Poul Schlüter, men Søren Pape Poulsen er ikke desto mindre optimist på partiets vegne.

- Schlüter-tiden var den helt store tid, og 1980’erne var et konservativt årti. Det kan vi vist roligt sige. Jeg husker det med glæde selv og var helt rystet over, at vi i 1987 gik fra 42 til 38 mandater. Hvordan kunne vi da komme ned på det? Det kunne man måske godt leve med i dag, siger Søren Pape Poulsen i et interview med DR2 Morgen.

Selvom K-lederen i dag står med en monumental opgave med at genrejse partiet, så tror han på, at det kan lade sig gøre.

- Jeg er optimistisk, men jeg er også klar over, at det er en lang rejse. Jeg tror ikke på, at sådan noget her bare løser sig. Jeg tror, at hvis vi skal lykkes – og det tror jeg på, at vi kan – så skal vi være tro mod vores seks fokusområder; vi skal gøre det, vi siger; og vi skal levere nogle resultater, så danskerne igen tænker: Det Konservative Folkeparti kan vi regne med, siger Søren Pape Poulsen.

- Jeg tror på, at vi efter nogle valg kan blive et større parti igen. Men det tager tid, siger han.

Fem procent er det foreløbig mål

Et egentligt succeskriterium for, hvor mange stemmer Det Konservative Folkeparti skal op på, før Søren Pape Poulsen er tilfreds, vil formanden dog ikke ud med.

Men et delmål har han dog.

- Jeg har jo sagt, at i stedet for, at vi nu tænker store tanker, skal vi så ikke bare starte med at sige: Hvordan kommer vi fra 3,4 til 5? Bare som en tanke, og så arbejder vi videre derfra, siger Søren Pape Poulsen.

Arbejdet med at give Det Konservative Folkeparti et vælgermæssigt comeback har været i gang siden folketingsvalget sidste år, og partiledelsens foreløbige strategi har været at udpege seks politiske områder, der skal fokuseres særligt meget på i de kommende år.

De seks fokusområder er et stærkere forsvar, et bedre politi, en sænkelse af skatten for den enkelte borger, folkeskolen skal i højere grad vægte fagligheden og dannelsen, og det grønne område skal prioriteres.

Det Konservative Folkeparti har desuden udgivet et såkaldt visionspapir for 2034, når borgere født i år fylder 18. Til den tid vil De Konservative blandt andet have en flad indkomstskat på 33 procent for alle.