Det ser ud til, at Venstre får flertal for sin kommuneaftale.
Det står nu klart, efter at Socialdemokraterne lover at stemme for det omstridte aktstykke om kommunernes økonomi, hvis finansministeren leverer et bredt flertal bag en aftale om fremtidige kommuneaftaler.
Socialdemokraternes politiske ordfører Nikolai Wammen har foreslået, at Dansk Folkeparti og De Radikale i dag bliver indkaldt til møder i Finansministeriet, hvor de sammen Venstre indgår en aftale om, at samtlige af partierne i fremtiden stemmer for den siddende regerings kommuneaftaler.
Ifølge kilder tæt på regeringen er den endelige aftale ikke på plads, men i Venstre er man parat til at sige ja til tilbuddet fra S, erfarer DR.
- Situationen er den, at der er kaos i blå blok, og det har skabt usikkerhed ude i kommunerne. Derfor foreslår vi nu at gøre det på den her måde, selvom den her kommuneaftale ikke ser sådan ud, som den ville have gjort under en socialdemokratiskledet regering., siger Nicolai Wammen og fortsætter:
- Vi har fået en garanti for, at Venstre også i en situation, hvor de er i opposition, vil stemme for kommuneaftalen.
Dermed undgår en fremtidig socialdemokratisk regering også at komme i mindretal, hvis deres støttepartier i fremtiden skulle nægte at stemme for kommuneaftaler, som De Konservative i går bebudede, at de ville gøre.
Mødes igen senere
Klokken 13 mødes DF, S, V og R derfor igen i Finansministeriet, hvor de skal forsøge at blive enige om en sådan aftale.
Dermed ser Venstre-regeringens flertal for den efterhånden noget omstridte kommuneaftale være ud til at være reddet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres finansordfører Jacob Jensen, men til Ritzau siger han om oppositionens tilbud:
- Jeg har noteret mig deres melding i medierne, og jeg synes ikke, den er helt på månen. Jeg synes, det er positivt, at de melder sig på banen. Det vidner måske om, at de som Venstre er et stort kommunalt forankret parti, og at de har en forståelse for vigtigheden af, at der kommer ro om kommunernes budgetlægning.
De seneste dage har forløbet været noget kaotisk, efter at De Konservative i går trak støtten til aftalen, fordi den indeholdt stigende boligskatter i form af grundskyldsstigninger.
Det så derfor i et halvt døgn ud til, at V-regeringen kom i mindretal, når den i dag klokken 15 skulle have selve aktstykket om kommuneaftalen stemt igennem i Finansudvalget.
Det fik i går finansminister Claus Hjort Frederiksen til at udsende en pressemeddelelse, hvor han tog stærkt afstand fra De Konservatives ageren:
- Jeg må sige, at det undrer mig, at De Konservative først over for mig giver tilsagn om at støtte aktstykket om kommunernes økonomi – for nu siden at trække denne støtte, lød det fra Claus Hjort Frederiksen.
Utilfreds Claus Hjort
Finansministeren mente, at De Konservative var med til at skabe usikkerhed om økonomien i kommunerne næste år:
- Man skal huske, at mange kommuner er i fuld gang med at planlægge deres budgetter. Samtidig må jeg bemærke, at De Konservative har stemt for helt tilsvarende regulering af grundskylden de sidste 12 år.
Selve økonomiaftalen betyder, at den kommunale grundskyld kan stige med 6,6 pct. i 2016 for boligejere, der på grund af skattestoppet ikke betaler grundskyld af grundens fulde værdi.
Dermed følger aftalen skattestopsloven fra 2002, som K selv var med til at indføre i VK-regeringens tid.