Regeringen lægger op til et zoneforbud, der skal forhindre, at den organiserede hashhandel breder sig som ringe i vandet.
Det skriver Berlingske på baggrund af en række initiativer, som regeringen er klar til at fremlægge i kampen mod handlen med hash.
- Vi vil øge trygheden for den gængse dansker, så man ikke risikerer at støde ind i hashhandlere og deres håndlangere. Samtidig vil vi sikre, at politiet ikke er til grin i kampen mod den organiserede hashhandel, siger justitsminister Søren Pind (V) til Berlingske.
Zoneforbuddet skal være et redskab, som politiet kan bruge til at ramme hashhandlernes netværk.
Regeringen håber, at værktøjet særligt kan sætte en kæp i hjulet for hashhandlen i og omkring Christiania.
Det dækker blandt andet over hashvagter, der advarer, når politiet er i området, samt over de såkaldte løbere, der transporterer penge og hash mellem sælgerne og depoter.
Desuden skal en tidligere straffet for narkotikahandel kunne forbydes i bestemte områder, selv om personen ikke har udvist "særlig utryghedsskabende adfærd", som det ellers har været tilfældet før.
Det betyder, at personen skal holde sig 500 meter væk - i nogle tilfælde 1000 meter - fra stedet.
Straffen for at overtræde et zoneforbud vil ifølge Berlingske være syv dages ubetinget fængsel.
Forstå, hvad regeringens forslag om zoneforbud konkret handler om, på 20 sekunder i videoen nedenfor
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:57715bcd6187af0a68072f20
/ritzau/