Regeringen dropper forslag om at hæve pensionsalderen

Det er "overordentligt svært at se, at der kan samles bred opbakning" til at hæve pensionsalderen, konstaterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Det kommer alligevel ikke på tale at hæve danskernes pensionsalder med seks måneder fra 67 til 67,5 år.

VLAK-regeringen dropper således sit forslag om at hæve pensionsalderen yderligere, fordi regeringen ikke har kunnet finde opbakning til forslaget i resten af Folketinget.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til DR Nyheder.

- Et bredt flertal, som også omfatter Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, har allerede besluttet, at pensionsalderen skal stige gradvist, når danskerne lever længere. I dag lever vi længere end vi regnede med, og samtidig mangler der ledige hænder. Derfor ville det være fornuftigt at justere forliget for at skabe større lighed mellem generationerne og sikre vores fremgang og velstand, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Det er dog overordentligt svært at se, at der kan samles bred opbakning til det. Regeringen har derfor besluttet, at de planer, som vi præsenterer om en uges tid, ikke vil indeholde det element, siger statsministeren.

Det bliver derfor ikke en del af regeringens kommende 2025-plan at hæve pensionsalderen.

Regeringen vil dog fortsat arbejde på at gøre det lettere at blive længere på arbejdsmarkedet for dem, der kan og vil. Men noget krav om at arbejde, til man er 67,5 år, før man kan få udbetalt sin folkepension, kommer der altså ikke i denne omgang.

Modstand fra S og DF

Modstanden mod regeringens ønske om at hæve pensionsalderen er især kommet fra Folketingets to største partier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

De to partiformænd Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen Dahl (DF) gjorde det allerede i februar i år klart, at de ikke støtter tanken om at hæve pensionsalderen yderligere.

Det skete i et opsigtsvækkende dobbeltinterview med Fagbladet 3F.

Så sent som i dag har Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl i et interview med Berlingske gentaget, at de ikke vil være med til at hæve pensionsalderen.

Begge partiledere er desuden gæster ved et 3F-arrangement i Cirkusbygningen i København i morgen aften, som 3F selv har betegnet som et ”politisk topmøde i jagten på en fair pensionsalder”.

Her skal Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl efter planen blandt andet deltage i en ”pensionsquiz” og tale til de fremmødte.

Foreslået højere pensionsalder flere gange

Lars Løkke Rasmussen har flere gange i det seneste års tid foreslået at hæve pensionsalderen med yderligere seks måneder fra 67 til 67,5 år, fordi danskernes levetid er steget hurtigere end ventet.

Det skete blandt andet i august sidste år, da han præsenterede den daværende Venstre-regerings bud på en 2025-plan.

- Udfordringen ved, at vi i de kommende år får mange på pension og færre på arbejdsmarkedet bliver større, end vi forudsatte. Derfor foreslår vi, at vi justerer pensions- og efterlønsalderen, så de, der kan, arbejder seks måneder mere, sagde Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde.

Tre måneder senere blev regeringen udvidet til også at omfatte Liberal Alliance og De Konservative, og i det nye regeringsgrundlag var forslaget om en højere pensionsalder også med.

- Enhver ansvarlig regering må tage bestik af situationen, når levetiden stiger. Regeringen vil med afsæt i udspillet ”DK2025 – Et stærkere Danmark” (Venstre-regeringens 2025-plan, red.) komme med et nyt oplæg om tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Vi vil bede dem, der kan, om at blive lidt længere tid på arbejdsmarkedet. Personer, som er nedslidte, vil fortsat have gode muligheder for at trække sig tilbage, står der i regeringsgrundlaget.

Vi lever længere end ventet

Statsministeren kom også ind på nødvendigheden af at hæve pensionsalderen i sin nytårstale i år.

- Hvis vi, der har kræfterne, bliver lidt længere på jobbet, så kan vi give et rigere Danmark videre til vores børn, lød det på årets første dag.

Et bredt folketingsflertal blev dog allerede i 2006 enige om, at pensionsalderen skal hæves, i takt med at danskerne levere længere.

Men allerede nu er levetiden steget så meget, at mange i praksis får op mod 18 år på folkepension. Derfor ville regeringen hæve pensionsalderen igen. Målet var, at en borger i gennemsnit skulle kunne tilbringe 14,5 år af sit liv som pensionist.

Nu konstaterer Lars Løkke Rasmussen og resten af regeringen så, at der ikke er politisk flertal for at hæve pensionsalderen yderligere.