SF foreslår en kontant præmie for mænd, der går på barsel. Det skal skabe ligestilling og gavne både fædre, børn og familier.
- I dag er det under 10 procent af de nybagte fædre, der tager barsel i mere end 10 uger. Vi vil gøre det meget nemmere for fædrene at tage det valg, siger SF's formand, Pia Olsen Dyhr.
Præmie skal fordoble antal fædre på barsel
Helt konkret foreslår partiet en skattefri præmie på 5.000 kroner til familier, hvor faren tager mindst 10 ugers barsel oveni de to uger, der er reserveret til manden ved barnets fødsel. Præmien skal udbetales til mænd, der arbejder i job, hvor der ikke er fuld løn under barsel.
- Familiernes økonomi er ofte bundet op på, at det er manden, der har den høje løn og kvinden, der har den lidt lavere løn. Derfor vælger mange fædre barslen fra, siger Pia Olsen Dyhr
SF er overbevist om, at en præmie til mændene vil lokke mange flere af dem til at gå på barsel. Målet med udspillet er en fordobling af antallet af fædre, der tager mindst 10 uger af barslen. Fra 5.000 til 10.000 fædre om året.
En fordel for barnet
- Det er godt for barnet både at være sammen med mor og far. Derfor er sådan en præmie en rigtig god idé, siger Pia Olsen Dyhr.
SF skønner, at forslaget vil komme til at koste omkring 40 millioner kroner. Partiet vil tage pengene fra det økonomiske råderum. Det vil sige det overskud, der automatisk vil være i økonomien de kommende år.
Idéen om en barselspræmie til mænd får umiddelbart en lunken modtagelse hos Folketingets største partier. Mest positiv er Socialdemokratiet, hvor ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff er enig i målet om at få flere fædre på barsel:
- Det er positivt, at SF rejser den her debat, for mænd holder en nærmest skræmmende lille andel af den samlede barsel og forældreorlov. Om det så lige skal løse med en pengepræmie, eller om man kan gøre det mere effektivt på andre måder, det må vi diskutere, siger Rasmus Horn Langhoff.
Venstre vil ikke lovgive om barsel
Venstre vender tommelfingeren nedad for SF's forslag:
- Venstre og regeringen synes, at det er vigtigt, at mænd tager mere barsel, men vi vil ikke lovgive om det, siger ligestillingsordfører Jakob Engel-Schmidt.
Han hæfter sig ved, at der allerede er en positiv udvikling i gang på arbejdsmarkedet, hvor overenskomstforhandlingerne på flere områder har sikret mændene løn under barsel. Også derfor, mener han, er SF's løsning unødvendig.
I Dansk Folkeparti siger ligestillingsordfører Karina Adsbøl, at der allerede er gode og fleksible rammer for, at den enkelte familie selv kan planlægge barsels- og forældreorlov som det passer dem.
- Det er op til familierne selv, hvordan de fordeler barselsorloven. Det skal vi ikke blande os i fra Folketingets side, mener Karina Adsbøl.