OVERBLIK: Skattesagen fra gulv til Loft

Sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidts skatteforhold er nu blevet til en sag om muligt politisk pres på embedsværket.

Departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, er blevet hovedpersonen i det, der oprindeligt var statsminister Helle Thorning-Schmidts skattesag. (Foto: © Linda Henriksen, Scanpix)

"Skattesagen", der oprindeligt handlede om statsminister Helle Thorning-Schmidts skatteforhold er nu blevet til en sag om utidig indblanding fra Skatteministeriet og muligt politisk pres på embedsværket.

Og men S-formanden var sagens oprindelige hovedperson, er det nu Skatteministeriets departementschef Peter Loft og til dels tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen, der er i søgelyset.

Herunder opridser vi den nyeste del af sagen - og nederst på siden kan du få overblik over hele sagsforløbet og historien bag:

Sagen tog en ny drejning den 10. november i år, da Politiken kunne afsløre, at Peter Loft holdt fem møder med Skat København om Thornings skattesag, på trods af, at han til samme avis havde udtalt, at han ikke kendte til sagen.

Dagen efter fortsatte afsløringerne, da Politiken skrev, at Peter Loft forsøgte at få et særligt afsnit med i afgørelsen. Det særlige afsnit kom dog ikke med. Ifølge skatteforvaltningsloven må Skatteministeriet ikke blande sig i konkrete afgørelser i skattesager. Peter Loft selv afviser dog, at han skulle have blandet sig for meget i sagen.

Den 14. november indledte nuværende skatteminister Thor Möger Pedersen så en undersøgelse af forløbet i skattesagen. Han bad han både sin departementschef, Peter Loft, og direktør i Skat København, Erling Andersen, om at udarbejde en skriftlig redegørelse for departementets rolle i sagen.

Samtidig slår tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen fast, at han er underlagt tavshedspligt i sagen. Senere erkender han dog overfor Ritzaus Bureau, at hans tavshed er selvvalgt.

I fredags, den 25. november, modtog skatteministeren så redegørelserne, og han konstaterer efterfølgende, at der er store forskelle mellem de to undersøgelser. Du kan læse de i alt tre redegørelser her. Det fører til, at han i dag, den 2. december, nedsætter en undersøgelseskommission, der skal undersøge sagen.

Kommissionen skal blandt andet undersøge, om der har været politisk indblanding fra tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen eller dennes særlige rådgiver.Læs redegørelsen fra Peter Loft her

Forløb af undersøgelsen af Thornings skattesag

  • 2010: 10. august møde 1: Departementschef Peter Loft holder møde med direktør i Skat København, Erling Andersen, om Helle Thorning-Schmidts skattesag. Troels Lund Poulsen (V) er på dette tidspunkt skatteminister.

  • 13. august møde 2: Peter Loft holder møde med fagdirektør i Skatteministeriets departement Ivar Norland, Erling Andersen og skattedirektør Lisbeth Rasmussen, Skat København.

  • 22. august: Peter Loft siger til Politiken, at "der er vandtætte skotter mellem os og i dette tilfælde Skat København. Vi skal holde os langt fra den konkrete sag, som jeg ikke kender."

  • 1. september møde 3: Departementschefen holder endnu et møde med Erling Andersen, Lisbeth Rasmussen og produktionsdirektør i departementet Steffen Normann Hansen.

  • 3. september møde 4: Departementschef Peter Loft, Steffen Normann Hansen, Erling Andersen og Lisbeth Rasmussen mødes.

  • 13. september møde 5: Departementschef Peter Loft, Steffen Normann Hansen, Erling Andersen og Lisbeth Rasmussen holder det femte og sidste møde om sagen.

  • 15. september: Erling Andersen og Lisbeth Rasmussen underskriver afgørelsen i skattesagen. Forinden skulle Peter Loft have sendt et tekstafsnit til Skat, som skulle med i afgørelsen.

  • 2011: 10. november afsløring: Politiken afslører, at Peter Loft har holdt fem møder med Skat København om Thornings skattesag.

  • 11. november: Politiken erfarer, at Peter Loft forsøgte at få et særligt afsnit med i afgørelsen. Det særlige afsnit kom dog ikke med. Ifølge skatteforvaltningsloven må Skatteministeriet ikke blande sig i konkrete afgørelser af skattesager.

  • 14. november: Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) beder sin departementschef udarbejde en skriftlig redegørelse for departementets rolle i sagen. Det samme kræver han fra Erling Andersen.

  • 25. november: Skatteministeren modtager redegørelserne - men han vil først læse dem grundigt i gennem, inden han vil sige noget om indholdet.

  • 2. december: Skatteministeren nedsætter en undersøgelseskommission, der skal undersøge sagen. Kommissionen skal blandt andet undersøge, om der har været politisk indblanding fra tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) eller dennes rådgiver.

Selve skattesagens hovedpunkter

  • 2009: Januar: Stephen Kinnock skifter job fra kulturinstituttet British Council til tænketanken World Economic Forum i Schweiz

  • 14. oktober: Helle Thorning-Schmidt oplyser til Justitsministeriets civilkontor, at hendes ægtemand, Stephen Kinnock, er i Danmark "hver weekend fra fredag til mandag året rundt"

  • 18. oktober: Helle Thorning-Schmidt gentager dette i en mail til Justitsministeriet.

  • 2010: 23. juni: B.T. oplyser, at Stephen Kinnock ikke betaler skat i Danmark. Helle Thorning-Schmidt afviser flere skatteeksperters kritik med, at han "bor og arbejder" i Schweiz og er i Danmark færre end 180 dage årligt

  • 29. juli: Thorning beklager i en mail til Ritzau: "De oplysninger, der i efteråret 2009 blev sendt til Justitsministeriet vedr. min mands tilskødning af vor ejendom har vist sig ikke at være præcise. Det var en sløset fejl, som jeg naturligvis beklager."

  • 30. juli: Helle Thorning-Schmidt afbryder sin sommerferie i Sydfrankrig for at besvare journalisternes spørgsmål ved et improviseret pressemøde i ankomsthallen i Københavns Lufthavn

  • 2. august: Hendes skatterevisor Frode Holm fra Revitax, oplyser, at Stephen Kinnock er "fuldt og helt skattepligtig i både Danmark og Schweiz"

  • 4. august: Eksta Bladet skriver, at Socialdemokratiet betaler hendes omkostninger for skatterevisor Frode Holm, der rådgiver ægteparret i skattesagen. Efter folketingsgruppens sommermøde præciserer hun, at partiet kun dækker hendes omkostninger til hans pressehåndtering

  • 14. august: Den britiske avis Daily Telegraph skriver om skattesagen på forsiden, og oplyser, at parret udlejer deres lejlighed i London.

  • 16. september 2010: Skat frikender Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock.