Hvis den danske regering siger nej til flygtningekvoterne, vil Danmark fremover ikke kunne sende flygtninge tilbage til de EU-lande, de er kommet fra og har fået afvist deres asylansøgninger.
Det viser et notat fra Udlændingeministeriet ifølge Jyllands-Posten.
Årsagen er, at selvom Danmark ikke er en del af Dublin-forordningen grundet retsforbeholdet, er Danmark alligevel tilknyttet samarbejdet gennem en såkaldt parallelaftale. Og den skal tilpasses, når en forordning ændres, som EU lægger op til med sine flygtningekvoter.
”Ifølge parallelaftalen skal Danmark give meddelelse til kommissionen, hvorvidt Danmark agter at gennemføre forordningsændringen. Sker dette ikke inden for angivne tidsfrister, betragtes parallelaftalen om Danmarks deltagelse i Dublin- og Eurodac-forordningerne som opsagt,” står der i notatet, som DR Nyheder også er i besiddelse af.
Ekspert: Et fristed for menneskesmuglere
EU-ekspert Marlene Wind siger til Jyllands-Posten, at hun ikke kan se, hvordan de to systemer kan fungere, hvis de ikke er bundet sammen.
- Og hvis vi ikke er med i Dublin-samarbejdet, vil det gøre os til et fristed for menneskesmuglere, siger Wind til Jyllands-Posten, men tilføjer, at det er for tidligt at fastslå, hvor de politiske forhandlinger ender.
Forhandlingerne om kvotefordelingen af de mange flygtninge og migranter begynder allerede på mandag i Bruxelles.
Før det sker, skal regeringen have Folketingets mandat til forhandlingerne. Det skal findes på et møde i Europaudvalget, hvor notatet vil blive fremlagt for de øvrige medlemmer.