Mest læste i Washington Post er om Danmark

Den mest læste udlandsnyhed i Washington Post handler om, at Danmark vil konfiskere flygtninges værdigenstande

Den 27. november var Søren Pind gæst i Vi Ses Hos Clement, hvor han sagde, at forslaget kun gælder flygtninge, der ankommer med en kuffert fuld af diamanter. Se klippet her.

Artiklen, hvis overskrift kan oversættes til "Danmark vil beslaglægge flygtninges smykker og kontanter", er fredag morgen den mest læste udlandsnyhed i avisens netudgave.

Journalisten Rick Noack beskriver forslaget fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om, at politiet ved grænsen skal kunne beslaglægge større kontantbeløb hos asylansøgere og ligeledes værdifulde genstande som eksempelvis smykker. Pengene skal betale for udlændingens ophold i Danmark.

Washington Post-journalisten skriver også, at Danmark på det seneste har lagt en ret stram linje over for udlændinge. Han refererer til regeringens annoncer i libanesiske aviser og lavere sociale ydelser til flygtninge.

Ifølge lektor Mads Mordhorst, forsker i national branding ved Copenhagen Business School, kan det skade Danmarks omdømme, at et stort udenlandsk medie som The Washington Post skriver kritisk om dansk udlændingepolitik.

- Der begynder at være en negativ fortælling om Danmark som et lidt fremmedfjendsk land oppe mod nord, siger han.

/ritzau/