Professor dr.jur. Ole Krarup er død, 82 år.
Det oplyser hans datter Annemarie Krarup til Ritzau.
Han sov stille ind lørdag, men han havde eftervirkninger efter sit trafikuheld i 2005 i Strasbourg, hvor han blev kørt ned på sin cykel og fik alvorlige hovedskader.
Han forenede jura og politik i sin livslange kamp mod magthaverne - herhjemme og i EU.
Ole Krarup blev i 1959 cand.jur. fra Københavns Universitet. Her blev han i 1969 dr.jur. på afhandlingen "Øvrighedsmyndighedens Grænser". Samme år blev han professor i retsvidenskab.
Han fik en fornem retlig og politisk karriere. Han var glødende marxist og gik med, da Aksel Larsen stiftede SF. I 1968 forlod han SF, da Venstresocialisterne fødtes.
Ole Krarup kandiderede ved folketingsvalget i 2011 for Enhedslisten i Nordsjælland. Han trak sig, da han gav socialdemokraten Thomas Horn en lussing ved et valgmøde i Helsingør.
Førte flere retssager
Parallelt med sin akademiske karriere førte han flere principielle og politiske retssager. I 1977 repræsenterede han forgæves christianitterne i Højesteret sammen med den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen.
I 1998 tabte Ole Krarup, da Højesteret med 11 stemmer enstemmigt frifandt statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for grundlovsbrud i EU-sagen om Maastricht-traktaten.
Grundlovssagen udløste talrige juridiske dueller isprængt humor og sarkasme mellem Krarup og Kammeradvokatens repræsentant, Karsten Hagel-Sørensen.
I 2002 fik Krarup frifundet professor Curt Sørensen fra Aarhus Universitet for injurier mod den borgerligt ideologiske organisation Libertas.
I 2003 frifandt Højesteret Krarups klient Karen Sunds, da hun anklagede Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, for "racistiske synspunkter".
Sad i EU-Parlamentet i mange år
I oktober 2009 tabte Krarup en retssag i Østre Landsret mod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for grundlovsbrud, fordi danskerne ikke fik en folkeafstemning om Lissabon-traktaten.
Krarup var stoppet som advokat, da Højesteret i februar 2013 gav Lars Løkke Rasmussen ret.
Politisk sad Ole Krarup fra 1994 til årsskiftet 2006/07 i EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, inden han overlod sit mandat til Enhedslistens Søren Søndergaard.
Ole Krarup begraves 21. oktober klokken 12.30 fra kapellet i Helsingør. Privat spillede Ole Krarup habilt violin og klaver og boede i en stor villa i Helsingør med udsigt over Øresund. Han havde syv børn.
/ritzau/