LA vil tvinge Irak-dokumenter frem

Liberal Alliance er parat til at bringe regeringen i mindretal i sagen om dokumenter fra Irak-kommissionen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besluttede som noget af det første efter valget at lukke Irak-kommissionen. (© Hærens Operative Kommando)

Regeringen skal inden jul fremlægge de omstridte dokumenter fra den nu nedlagte Irakkommission.

Sådan lyder kravet fra Liberal Alliance, der er parat til at sende regeringen i mindretal på spørgsmålet, skriver Politiken.

- Vi går kraftigt ind for offentlighed - og det her hører under den del af offentligheden, som regeringen med vores øjne bør give indsigt i, siger Mette Bock, retsordfører for Liberal Alliance.

Både Enhedslisten, SF, Alternativet, De Radikale og Socialdemokraterne har samme holdninger, mens Konservative og Dansk Folkeparti er imod.

Som en af sine første gerninger besluttede Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, i juni at lukke Irakkommissionen få måneder før, at de første afhøringer skulle begynde.

Kommissionen havde blandt andre indkaldt forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), forhenværende udenrigsminister Per Stig Møller (K), Udenrigsministeriets tidligere direktør Friis Arne Petersen og Statsministeriets tidligere departementschef, Nils Bernstein.

Kommissionen har i sit arbejde blandt andet haft adgang til centrale mødereferater og telefonsamtaler mellem Anders Fogh Rasmussen og USA's tidligere præsident George W. Bush.

Justitsminister Søren Pind (V) afviste i sidste uge at lægge dokumenterne frem. Han henviste til, at man i stedet kan søge aktindsigt i dokumenterne.

Over for Politiken har Søren Pind "ingen kommentarer".

/ritzau/