Liberal Alliance vil med et nyt beslutningsforslag afskaffe de såkaldte måltal, der har til hensigt at fremme kvinders rolle og position i store virksomheder og institutioner, skriver Berlingske.
For ligestillingsordfører Laura Lindahl skyldes modstanden både "det bureaukratiske bøvl" og ideologi.
- Vi mener, at det er den enkeltes kvalifikationer, der skal være afgørende for, om man får et bestemt job. Hvis jeg fik et job på baggrund af en kvote, så ville jeg ikke ane, om jeg var dygtig, eller om de lige manglede en kvinde for at nå et måltal på 40 procent, siger hun.
Laura Lindahl mener, at det må være "selvindlysende for de fleste, at kønsforskelle eksisterer", og at mænd og kvinder "prioriterer forskelligt".
De Radikales Sofie Carsten Nielsen mener omvendt, at det er vigtigt at skubbe på udviklingen ved hjælp af måltal.
- Hvis man ikke anerkender, at der i dag findes strukturer, som forhindrer, at man finder de bedst kvalificerede, også blandt kvinder, så har man skyklapper på, siger hun til avisen.
/ritzau/
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1160514913999031