I to kommuner er det endnu ikke afgjort, hvem der de næste fire år skal have borgmesterposten.
Slagelse
Først blev det meldt ud, at borgmesterposten i Slagelse var på plads. Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen skulle være ny borgmester.
Men siden er der opstået tvivl om, hvem der skal have de gyldne kæder i kommunen, når kalenderen skifter til 2018.
Socialdemokratiet er det største parti i kommunen efter valget med 12 ud af 31 pladser og skal dermed finde 4 mandater mere, hvis John Dyrby Paulsen skal være borgmester. Det kan han ikke uden støtte fra enten Liberal Alliance eller de Radikale.
Begge partier ser nu ud til at have fået kolde fødder.
Læsø
Det så egentlig klart ud, da et flertal på fem mandater i den nyvalgte kommunalbestyrelse pegede på Karsten Nielsen fra Dansk Folkeparti som borgmester i kommunen onsdag aften.
Men i løbet af torsdagen er billedet blevet mere og mere mudret, og det er uklart, hvem der faktisk får borgmesterkæden.
Socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen er blevet den tilbudt af den foregående Venstre-borgmester Tobias Birch Johansen.
Tobias Birch Johansen siger til Ritzau, at han håber, at forhandlingerne om konstitueringen kan blive genåbnet.
Han mener, at forhandlingerne blev afsluttet, inden de for alvor var kommet i gang - i hvert fald for Venstres vedkommende.
En række kommuner har allerede fundet sin nye borgmester. Her er et overblik.
Artiklen er blevet opdateret efterhånden, som konstitueringsaftalerne er faldet på plads i kommunerne.