K-ordfører: Skat må give ramte boligejere pengene tilbage

Første prioritet for Skat må altid være at betale penge tilbage til borgere, der har betalt for meget, siger Brian Mikkelsen.

Skat skal bruge tid på sager, hvor folk skal have penge tilbage i stedet for at gå efter folk, der skylder lidt i skat. Sådan lyder det fra den konservative skatteordfører Brian Mikkelsen i dag, efter det er kommet frem, at Skat bevidst har nedprioriteret klagesager fra boligejere, der har betalt for meget i ejendomsskat. (© DR (arkivfoto))

Skat har bevidst nedprioriteret klagesager fra boligejere, der har betalt for meget eller har udsigt til at betale for meget i ejendomsskat.

Det skriver dagbladet Politiken i dag, efter avisen har fået aktindsigt i en redegørelse sendt fra Skatteministeriet til Folketingets Ombudsmand.

Ombudsmanden gik ind i sagen efter en række artikler i Politiken. Her beskrev avisen, hvordan Skat har undladt at rette forkerte vurderinger af boliggrunde, selvom Landsskatteretten eller et vurderingsankenævn har slået fast, at Skat har sat niveauet for højt.

Ministeren må rydde op i Skat

I redegørelsen til Ombudsmanden skriver Skatteministeriet blandt andet, at "behandlingen af disse afgørelser har været nedprioriteret i perioder, idet det var nødvendigt at bruge ressourcerne på andre opgaver, der blev anset for mere hastende." Det fremgår af dagens Politiken.

Det er uacceptabelt, lyder det fra den konservative skatteordfører, Brian Mikkelsen.

- Det bør selvfølgelig få den konsekvens, at ministeren skrider ind og rydder op i den bule, siger Brian Mikkelsen til DR Nyheder.

Langer ud efter Skat

Skat burde bruge tid og ressourcer på at betale penge tilbage til de folk, der har betalt for meget i skat.

- I et retssamfund må første prioritet være, at når man skylder folk penge, eller de er blevet dårligt behandlet, så skal det rettes op, og så skal folk have deres penge, siger den konservative skatteordfører.

Det er et spørgsmål om prioritering, siger Brian Mikkelsen, og Skat har brugt for meget tid på at hente penge ind fra folk.

- Første prioritet er ikke, at man nidkært jagter folk, fordi de skylder en krone eller en øre eller hopper ind i folks sager uden retskendelse.

- Prioritering ét må altid være, at folk får deres penge tilbage, hvis de har betalt for meget i skat, understreger skatteordføreren.

Skat kan ikke bare nedprioritere sagerne

Daværende skatteminister Morten Østergaard (R) lovede ellers sidste år, at Skat ville rette ind og tage de sager op, hvor en afgørelse hos Skat var blevet underkendt af en ankeinstans.

Men da Benny Engelbrecht (S) overtog posten som skatteminister i efteråret 2014, valgte Skat igen at nedprioritere arbejdet med at rette og nedsætte vurderinger, som er blevet underkendt.

Det betyder, at der kun er blevet afsluttet et mindre antal sager. Det fremgår af Politiken i dag.

Til det siger Brian Mikkelsen:

- Det kan man ikke som Skat. Hvis man har fået et pålæg, lovet Folketinget og skrevet til Ombudsmanden, at man prioriterer de sager, hvor folk har betalt for meget i skat, så kan man ikke nedprioritere dem.

Socialdemokraterne venter på Ombudsmanden

I københavner-bydelen Brønshøj sidder 200 boligejere, som hver især venter på at få 10.000 kroner tilbage, som de årligt har betalt for meget i grundskyld.

For 14 måneder siden gav Vurderingsankenævnet Nordsjælland dem ret i at, de havde betalt for meget, men de har stadig ikke fået pengene tilbage fra SKAT, skriver Politiken.

Sådan bør det ikke være, siger den socialdemokratiske skatteordfører til DR.

- Selvfølgelig skal det være sådan, at når Skat bliver vurderet til at have truffet en forkert afgørelse, så skal der selvfølgelig rettes op på det, siger Astrid Krag.

Hun vil dog vente på Ombudsmanden, før hun drager konsekvenser af forløbet.

- Man skal altid tage det alvorligt, hvad Ombudsmanden kommer frem til. Derfor vil jeg - af respekt for den institution - lade være med at politisere og konkludere på noget, før Ombudsmanden har lavet sit arbejde, siger hun.

Nu opprioriterer Skat sagerne igen

Hos Skat har ledelsen valgt at opprioritere behandlingen af de fejlagtige afgørelser igen. Til Politiken siger Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen:

- Vi har nu opprioriteret arbejdet og beklaget, at der går for lang tid, fra sagerne kommer ind i den ene ende, til de bliver ekspederet i den anden.

I en skriftlig kommentar til DR Nyheder udtaler skatteminister Benny Engelbrecht, at han noterer sig, at Skat bruger flere ressourcer på området, og at han ellers venter på Ombudsmanden.

- Det er SKAT’s ledelse, der prioriterer ressourcer og opgaver. Jeg har noteret mig, at der nu er tilsat flere ressourcer til dette område. Men SKAT har afleveret en redegørelse til Folketingets ombudsmand. Politikens historie baserer sig på en lille del af denne. Nu skal ombudsmanden have lejlighed til at læse redegørelsen i sin helhed, og jeg har derfor ikke mere at tilføje.