Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og Socialdemokraterne har i dag lavet en politisk aftale om dansk statsborgerskab.
De nye regler ændrer på de krav, som udlændinge skal leve op til for at blive danske statsborgere.
Aftalen træder i kraft den 15. oktober i år.
Nye regler for bestået danskprøve
Med de gamle regler skulle ansøgere have bestået en prøve i dansk på niveau 2.
Nu skal ansøgere bestå en danskprøve på niveau 3.
Ansøgere som har forsørget sig selv i otte et halvt år inden for de seneste ni år kan nøjes med dansk 2.
Selvforsørget i flere år
Ens for både de gamle og de nye regler er kravet om, at ansøgere skal have forsøget sig selv det seneste år.
Men med de gamle regler var der et krav om, at ansøgere skulle have forsørget sig selv to et halvt år inden for de seneste fem år.
De nye regler laver om på det krav, så der nu er tale om et selvforsørgelseskrav i fire et halvt år inden for de seneste fem år.
Man kan dog stadig, som i dag, modtage SU, mens man er ansøger, uden at dette vil være en hindring for at få statsborgerskab.
Flere rigtige ved prøven
Med de gamle regler skulle ansøgere have bestået en statsborgerskabsprøve om aktuelle emner med 22 rigtige ud af 30 spørgsmål.
Nu skal ansøgerne bestå en indfødsretsprøve om aktuelle emner med 32 rigtige ud af 40 spørgsmål.
Længere tids karantæne ved kriminalitet
I de gamle regler, som SR-regeringen lavede i 2013, fik ansøgere karantæne, hvis de havde begået noget kriminelt på mellem tre og 20 år afhængig af straffen eller bøden.
Nu er længden af karantæne sat op.
Karantænen for kriminalitet er fra nu af på mellem fire et halvt år og 30 år afhængig af straffen eller bøden.
Ikke nok med almindelig lægeerklæring
Ansøgere med psykiske lidelser herunder posttraumatisk stresssyndrom kunne med de gamle krav søge om dispensation for reglerne, hvis de havde en almindelig lægeerklæring.
Nu skal ansøgerne kunne fremlægge en lægeerklæring fra en speciallæge i psykiatri.
Kilde: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet