Endnu en gang strammer et flertal udenom regeringen loven, så det bliver sværere for højt betalte udlændinge at få arbejdstilladelse i Danmark.
Sidste år fik Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF hævet beløbsgrænsen med 25.000 kroner, så udlændinge skal tjene mindst 400.000 kroner om året i Danmark for at få opholdstilladelse.
Stramning skal bremse fikumdik
Nu vil de tre partier bruge deres flertal til at stramme yderligere, så virksomheder og udlændinge ikke længere kan tælle gratis bolig, bil og madordning med i lønindtægten for at nå op på de 400.000 kroner.
Det har alt for mange gjort, mener SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge:
- Stramningen skaber rene linjer, så vi ikke bliver trukket rundt ved næsen af firmaer eller ansatte, der laver fikumdik og tæller alt muligt med for at komme over 400.000 kroner, siger han.
Forslaget bekæmper social dumping
Ifølge udlændingeordfører Dan Jørgensen fra Socialdemokratiet skal stramningen være med til at forhindre, at virksomheder giver højt kvalificerede udlændinge lavere betaling end danskere, fordi de regner tusinder af kroner til fri bolig og bil med i lønnen.
- Vi bekæmper social dumping i Danmark på alle niveauer. Også her, siger Dan Jørgensen.
I regeringspartiet Venstre ærgrer man sig over flertallets forslag:
- Vi synes, det er meget snæversynet, siger partiets udlændingeordfører, Marcus Knuth.
Dansk erhvervsliv bliver ramt
Han understreger, at Venstre har to hovedprioriteter. At lukke af for asylansøgere og samtidig gøre det attraktivt for højt kvalificerede udlændinge, der kommer til Danmark at bidrage til vores erhvervsliv.
- Det her gør det mere kompliceret at få for eksempel en ingeniør fra USA til Danmark. Derfor kommer det til at skade dansk erhvervsliv, der hungrer efter kvalificeret arbejdskraft, siger Marcus Knuth.
DF afviser kritik
Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti afviser kritikken. Han mener ikke, at et krav om løn på 400.000 kroner om året for højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft er særlig højt. Derfor skal det overholdes. Og det uden at regne frynsegoder med i lønnen:
- Man skal ikke kunne komme udenom med nogle fiksfakserier, hvor man giver fri bil, bolig og kantineordning og på den måde reelt slipper af sted med at give meget mindre i løn, end der står i lovgivningen.