Eksperter: Regeringens udspil går hårdt ud over handicappede

Ifølge et notat fra Socialministeriet kan handicappede blive frataget nogle af de rettigheder, de har i dag.

Frem for at de handicappede har nogle klart definerede rettigheder, er der lagt op til, at de vil få hjælp ud fra kommunens skøn, mener eksperterne. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Det vil blive sværere for handicappede at få ret til blandt andet hjælp, botilbud og beskyttet beskæftigelse i fremtiden, hvis regeringens udspil til en ny servicelov bliver vedtaget.

Det vurderer en række kilder efter at have læst et fortroligt notat fra Socialministeriet, som Jyllands-Posten er i besiddelse af.

Med den nuværende servicelov har folk med handicap krav på en række ydelser, hvis de er i målgruppen for dem.

Men i fremtiden skal kommunerne foretage en udredning og handleplan for den enkelte borger, og på den baggrund skal borgeren tildeles ydelser.

- Frem for at de handicappede har nogle klart definerede rettigheder, er der lagt op til, at de vil få hjælp ud fra kommunens skøn. På den måde vil der være større rum for, at kommunerne kan give nogle dårligere ydelser, siger adjunkt Eva Naur Jensen fra Aarhus Universitet til Jyllands-Posten.

En 'rettighedsmassakre'

Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet, kalder regeringens udspil for "en rettighedsmassakre":

- Det vil gå hårdt ud over personer med handicap.

- Man tager rettighederne fra mennesker, og så skal kommunerne skønne over, hvad de eventuelt kan få. Det er et meget stort tilbageskridt, lyder det fra Kirsten Ketscher.

Hun er samtidig ikke overbevist om, at regeringens forslag overholder EU-retten og menneskeretten.

Socialminister Karen Ellemann (V) lover, at udspillet ikke er en spareøvelse.

- Vi flytter fokus fra retten til en enkeltstående ydelse til en ret til - efter en helhedsorienteret vurdering - at få dækket det behov, som bliver kortlagt, siger hun til Jyllands-Posten.

/ritzau/