Dansk Folkeparti leger med ilden frem mod folkeafstemningen om at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning, når Morten Messerschmidt ikke ønsker at fremlægge bilag fra EU-organisationerne MELD og FELD.
Det mener byrådsmedlem og viceborgmester i Aabenraa, Eiler Schütt (DF), efter at Messerschmidt selv har afvist at fremlægge mere end de offentlige regnskaber for MELD og FELD. Den linje har DF-formand Kristian Thulesen Dahl bakket op om.
- Sagen giver negativ omtale op til valgkampen om EU-afstemningen i december, og det er ærgerligt, siger Eiler Schütt til DR Nyheder.
- Det er en trist begyndelse på den valgkamp, vi skal til at føre omkring nej'et til EU-forbeholdets afskaffelse. Det, synes jeg, er meget trist. Vi skal huske på, at han fik op mod 500.000 personlige stemmer, og alle de stemmer skal jo have opfattelsen af, at de har stemt på en sandfærdig og troværdig mand, siger han.
Det har foreløbig ikke været muligt at få en kommentar fra Morten Messerschmidt til opfordringen fra DF-baglandet - Eiler Schütt og en række øvrige lokale DF'ere - om at lægge alle bilag åbent frem.
Mudret og mistænkeligt
Morten Messerschmidt fik 465.758 personlige stemmer ved europaparlamentsvalget i 2014, men DF’s frontfigur i Bruxelles er kommet i modvind, efter at parlamentsmedlem Rikke Karlsson i sidste uge meldte sig ud af partiet.
Rikke Karlsson begrundede sin udmeldelse med, at hun ikke kunne få reel indsigt i, hvad de offentlige midler i MELD og FELD er blevet brugt på. Den påstand har Morten Messerschmidt afvist.
Det er blandt andet kommet frem, at Dansk Folkeparti har brugt offentlige EU-midler på annoncer om retsforbeholdet, julekort og en sejltur med en skonnert frem mod kommunalvalget i 2013.
Viceborgmester Eiler Schütt fra Aabenraa understreger, at han ikke ved, om Dansk Folkeparti har brugt skatteyderbetalte penge i strid med reglerne.
- Men det ser noget mudret og mistænkeligt ud, og den mistænkelighed skal vi have fjernet, sige Eiler Schütt.
- Det er jo påstand mod påstand, og det er svært at drage en konklusion. Men det er klart, at hvis han har mulighed for at fremlægge nogle bilag, som bliver efterspurgt og efterlyst, så skal han selvfølgelig gøre det, siger han.
Minder om Carl Holst-sagen
Viceborgmesteren mener, at sagen om tidligere forsvarsminister Carl Holsts personlige rådgiver – og rådgiverens ansættelse i Region Syddanmark – bør tjene som en lektion i, hvordan man ikke skal håndtere sager, hvor offentligheden ønsker indsigt i nogle bestemte forhold.
- Der kom sandheden jo frem i brudstykker, og det er aldrig sundt. Læg da kortene på bordet. Alt på en gang, så man kan fjerne den mistænkeliggørelse, siger Eiler Schütt.
Danskerne skal 3. december til stemmeurnerne, hvor der enten skal stemmes ja eller nej til at ændre det danske retsforbehold til en tilvalgsordning.
Læs mere om folkeafstemningen her.