Det er en god begyndelse - men heller ikke mere end det.
Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, efter at regeringen har forhandlet en aftale om en ny integrationsydelse på SU-niveau på plads med de øvrige borgerlige partier. Aftalen gælder nytilkomne flygtninge.
- Vi ønskede, at det her også skulle gælde for dem, der kom til Danmark under Helle Thorning-Schmidt (S), men det har de andre partier givet håndslag på bliver indført senere, siger Martin Henriksen:
- Det her er det muliges kunst, og hvad kan vi nå at få vedtaget, inden Folketinget for alvor går på sommerferie, siger han.
Lovforslag fremsættes fredag
Den netop indgåede aftale betyder, at for eksempel enlige uden børn fremover vil modtage 5.945 kroner før skat i integrationsydelse om måneden mod i dag op til 10.849 kroner før skat i kontanthjælp om måneden.
På fredag fremsættes lovforslaget i Folketinget, og samme dag ventes det at blive førstebehandlet.
Loven omfatter kun flygtninge, der er nytilkomne, men af aftalen fremgår det, at det fremover også skal omfatte de udlændinge, der allerede er i Danmark, men som ikke opfylder opholdskravet.
Nye forhandlinger
Derfor vil regeringen og partierne mødes senere på sommeren for at aftale dette.
Det er regeringens og partiernes ambition, at reglerne skal omfatte alle udlændinge i begyndelsen af det nye år.
I regeringsgrundlag står det, at der i alt skal spares en milliard kroner på udlændingeområdet. Med den nye aftale hentes kun 400 millioner kroner.