DF-formandens popularitet er raslet ned

Kristian Thulesen Dahl er ikke længere så populær blandt vælgerne, som han plejer, viser Epinion-måling.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er ikke lige så populær i vælgerhavet, som han har været før, viser ny måling. (Foto: © © Uffe Weng, Scanpix)

August 2015:

Kristian Thulesen Dahl soler sig i et godt folketingsvalg - og er populær blandt vælgerne.

Ét år efter:

Kristian Thulesen Dahl er en del af en kriseramt blå blok - og er raslet ned i popularitet hos vælgerne.

DF-formanden har siden august sidste år smidt 19 procentpoint i en popularitetsmåling, der udarbejdes af Epinion for DR Nyheder.

Epinion har spurgt danskerne, om de har en negativ eller positiv opfattelse af de mest markante politikere i Folketinget og udregner derefter en såkaldt approvalrating ved at trække de negative fra de positive.

I målingen fra august 2015 ender Kristian Thulesen Dahl på tallet + 15 procentpoint, mens han i den nye måling ender på - 4 procentpoint. Kort fortalt betyder det, at andelen af vælgere, som er negative over for partilederen er større end de vælgere, der opfatter ham positivt.

DF-formandens fald i popularitet betyder dog langt fra, at hans egne vælgere er utilfredse med den politik, der bliver ført fra Christiansborg, lyder det fra valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

- Efter valgkampen i 2015 kom Kristian Thulesen Dahl ud med et fantastisk flot valgresultat og stor fremgang, og det er nok realpolitikken, der nu bider ham lidt i haserne. Men man skal ikke nødvendigvis se det som et udtryk for, at DF's vælgere ikke synes, han gør det godt, men mere at vælgerkorpset som sådan har givet ham et hak i tuden, siger han.

- Det er det generelle vælgerkorps, der udtrykker deres dom her, og vælgerne er meget partiske. Hvis man har en hat på, der tilhører et andet parti, så er man meget mere skeptisk over for andre partiledere, siger Kasper Møller Hansen.

Flere partiledere daler i popularitet

Kristian Thulesen Dahl er også langt fra den eneste toppolitiker, der daler i popularitetsmålingen.

Også Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Uffe Elbæk (Alt) går tilbage i popularitet - og det generelle fald blandt alle politikere er det mest opsigtsvækkende i målingen, vurderer Kasper Møller Hansen.

- Der er langt flere, der er gået tilbage end frem. Vælgerne kom ud af en valgkamp, hvor de egentlig havde tillid til politikerne på alle deres løfter.

Nu er realpolitikken ved at indfinde sig, nu skal der findes kompromiser og indgås forlig. Det gør, at man nok ikke får alle ens ønsker igennem, og det straffer vælgerne ved at give udtryk for, at nogle klarer det bedre og nogle dårligere, siger valgforskeren.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kristian Thulesen Dahl selv, men Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, mener at det kan skyldes vinterens sag om boligydelsen til ældre på sidste års finanslovsforhandlinger.

- Jeg tror, at det hænger sammen med den sag. En del bliver forvirrede over, at Dansk Folkeparti ser ud til at være med i en aftale, der beskærer de ældres boligydelse. Den sag er nu heldigvis blevet korrigeret, så den besparelse, der er lagt op til, ikke bliver til noget.

- Og det, tror jeg måske, kan have påvirket tilliden til Kristian Thulesen Dahl en lille smule, selvom jeg nu faktisk oplever en rigtig stor tillid til ham. Og det kan vi jo også se på de øvrige meningsmålinger, siger Peter Skaarup.

Den mest populære politiker i målingen er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der ender på tallet + 20 procentpoint.

Lige i hælene på hende følger Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, der ender på + 19 procentpoint - her er dog tale om en tilbagegang på 8 procentpoint siden august 2015.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1276655295718325