Campingpladser og hestevæddeløb: Her er de skæve punkter i regeringsgrundlaget

Det nye regeringsgrundlag er andet end topskat og grundskyld: Der er også blevet plads til overraskende løfter.

OL-medaljer, campingpladser og hestevæddeløb er blandt de emner, som de tre partier har fået skrevet ind i regeringsgrundlaget. (Foto: © Simon Bohr, Scanpix)

I de seneste måneders politiske debat har vi har hørt en hel del om topskat, boligbeskatning, offentligt forbrug, beskæftigelse, SU og forsvaret.

Netop disse ting fylder da også en hel del i grundlaget for den nye VLAK-regering. Men der også mange andre emner i det 86 sider lange regeringsgrundlag, der blev fremlagt søndag.

Regeringen kommer både omkring salg af statslige campingpladser, liberalisering af spil på hestevæddeløb og skattefrihed for medaljevindere ved De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege.

Om de punkter siger Martin Vinæs Larsen, ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet:

- De tre partier skal alle sammen have noget, de kan se sig selv i. Det handler også om, at de små ting kan gøre det nemt for partierne at gå tilbage til deres vælgerforeninger og interessegrupper og sige: "Se, vi har fået den her ting igennem, som I godt kunne tænke jer."

Salg af statslige campingpladser

Foto: Simon Bohr/Scanpix 2013 (Foto: © Simon Bohr, Scanpix)

For at den offentlige sektor kan koncentrere sig om sine kerneopgaver, vil regeringen tage initiativ til, at staten påbegynder salget af sine 16 campingpladser.

- Liberal Alliance har nogle særlige, ideologiske kæpheste og en idé om, at den offentlige sektor skal være mindre og ikke gøre noget, som den private sektor ellers kunne gøre, siger Martin Vinæs Larsen.

DR's politiske analytiker Jens Ringberg tilføjer:

- Salget af statens campingpladser er ikke en stor sag økonomisk. Men den er velegnet til at kippe med de blå flag ideologisk set.

Skattefrihed for OL- og PL-præmiebonus

REUTERS/Dominic Ebenbichler (Foto: © Dominic Ebenbichler, Scanpix)

Medaljevinderne ved De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege skal have en skattefri bonus af Team Danmark som anerkendelse.

- Det er noget, De Konservative længe ønsket at få igennem. For dem handler det om, at vi skal støtte op om fædrelandet, som er en del af partiets ideologiske DNA. Så giver det god mening at kigge på sportsudøvere, der repræsenterer Danmark, siger Martin Vinæs Larsen.

Politisk analytiker Jens Ringberg pointerer, at præmiebonussen allerede var i spil politisk.

- Venstre-regeringen havde allerede lovet at gøre præmiebonussen skattefri, fordi mange oplever det som meget provokerende, at de beskattes, siger han.

Hestevæddeløbssport

Løb nummer to bliver afgjort. (Foto: © Nikolai Linares, Scanpix)

For at sikre gode vilkår for hestevæddeløbssporten i Danmark vil regeringen liberalisere spil på hestevæddeløb. Hestevæddeløbssporten skal have mulighed for at omstille sig og skal derfor i en overgangsperiode fortsat modtage støtte.

- Det er det punkt, jeg synes, er allermest mystisk. Men det passer meget godt med Liberal Alliances ønske om, at markedet skal stå frit, siger Martin Vinæs Larsen.

Jens Ringberg påpeger, at hestesporten har haft økonomiske udfordringer i flere år, også under den tidligere regering.

- Da Marianne Jelved var kulturminister, blev hun kritiseret af de borgerlige partier. Nu får sporten lov til at beholde støtten i en overgangsperiode - på længere sigt håber man så, at der kommer flere penge, fordi flere vil spille på løbene, siger Jens Ringberg.

Blandt de øvrige mere eller mindre overraskende punkter i regeringsgrundlaget er, at regeringen vil udpege såkaldte 'Grønne Danmarkskort' og i den forbindelse forsøge at få genetableret moseområdet Ekkodalen på Bornholm.

Regeringen vil også se på muligheden for at hæve hastigheden på nogle motor- og landevejsstrækninger, opdatere den såkaldte Naturkanon og nedsætte en Ytringsfrihedskommission.