Ballade om formandspost: Skaarup langer ud efter LA

Det er ikke kønt, når Liberal Alliance kræver topskattelettelser for at pege på Pia Kjærsgaard som Folketingets formand, siger DF's Peter Skaarup.

DFerne Peter Skaarup og Kristian Thulesen ankommer til Amalienborg mandag d. 22 juni 2015 for at meddele dronning Margrethe, hvem de peger på som landets kommende statsminister. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Balladen, om hvem der skal have posten som Folketingets formand, fortsætter ufortrødent.

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, langer nu ud efter Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøl, der helt åbent kræver topskattelettelser til gengæld for, at partiet vil pege på Pia Kjærsgaard som Folketingets formand.

- Det synes jeg slet ikke om. Vi synes ikke, at poster hænger sammen med politik på den måde. Jeg synes, at Liberal Alliance skulle lade være med at lave den slags forsøg på studehandler. Det er ikke et særligt kønt syn, siger Peter Skaarup.

Han afviser, at Dansk Folkeparti er villige til at handle med formandsposten.

K tøver fortsat

Balladen er opstået, efter regeringen efter pres fra Liberal Alliance har skrevet ind i regeringsgrundlaget, at der er en ambition om sænke topskatten med fem procentpoint.

Dansk Folkeparti har dog flere gange sagt, at de ikke kan se det ske.

Pia Kjærsgaard har fået støtte til at indtage posten som Folketingets formand fra statsminister Lars Løkke Rasmussen(V), mens de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fortsat tøver med at tilkendegive, hvem han vil pege på.

SF og Alternativet har gjort det, at de støtter Socialdemokraternes afgående formand, Helle Thorning-Schmidt, som formand.

Afgørelse fredag

Dermed er det lagt op til en spændende afgørelsen på fredag, hvor det ved en afstemning over middag formentlig bliver afgjort, hvem der skal være formand for Folketinget.

Socialdemokraternes Mogens Lykketoft har været formand de seneste fire år, og før ham sad Venstre-folkene Thor Pedersen, Christian Mejdahl og Ivar Hansen.

Senest, der var spænding om valget, var i 1998, hvor der måtte lodtrækning til. Den faldt ud sådan, at Ivar Hansen (V) vandt posten for næsen af socialdemokraten Birte Weiss.