Alternativets interne undersøgelse: Seksuelle krænkelser er enkeltstående tilfælde

Der er ikke tale om en generelt krænkende kultur i Alternativet, lyder konklusionen efter en intern kulegravning af arbejdsforholdene i partiet.

Der er ikke en generelt krænkende kultur i Alternativet, lyder konklusionen af en intern kulegravning. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Historier om intimbilleder og seksuelle krænkelser har været enkelte fejltrin og er ikke et udtryk for en generel kultur i partiet som organisation.

Sådan lyder konklusionen i en intern kulegravning af arbejdsforholdene i Alternativet.

- Når medierne i den seneste tid har skrevet om diverse enkeltsager og en påstået generel festkultur med seksuelle undertoner, så bunder det i få hændelser, står der blandt andet i konklusionen.

Alternativets problemer har i højere grad handlet om, at ledelsen ikke har ageret hensigtsmæssigt i sagerne, siger partiets gruppeformand, Rene Gade:

- Vi kan se, at der ikke er en generel kultur, hvor folk bliver krænket. Der kan være en generel opfattelse af, at der er nogle ledelsessvigt i forhold til, hvordan man agerer som leder på arbejdspladsen, siger han og fortsætter:

- Der er nogle informationer, der ikke er blevet taget hånd nok om. Det er egentlig det, der har gjort, at nogle synes, at vi har haft en kultur, hvor man ikke agerede professionelt.

I konklusionen af kulegravningen bliver der blandt andet peget på, at medierne har tegnet et voldsomt billede af situationen.

- Billedet og overskrifterne i medierne om en grænseløs og sekulariseret kultur hos os i Alternativet er dog vildt overdrevet. Og det har været enormt hårdt for vores kolleger at se deres arbejdsplads, som de holder af og har været med til at opbygge, blive kritiseret så voldsomt i medierne, siger Rene Gade.

- Der er ikke tale om en kritik af mediernes dækning, men en konstatering af, at meget af det som i en avisoverskrift kan tegne billedet af en hel organisation, har været en meget sorthvid fremstilling af enkelte fejltrin, siger han.

Tid til at opbygge en professionel organisation

I november blev det blandt andet beskrevet af Jyllands-Posten, hvordan et yngre medlem af partiet i 2016 anklagede en ældre medarbejder på Christiansborg for at have krænket hende.

Her skred den daværende politiske ledelse ind ved at opsige den pågældende medarbejder og aftale, at vedkommende ikke fremover måtte arbejde for partiet.

Efterfølgende blev personen dog ansat i et Alternativet-projekt i udlandet, som var finansieret af en ekstern støttepulje.

Senere beskrev avisen, hvordan ansatte i Alternativet i foråret via mail blev opfordret til at sende fotografier af deres "pik i slap tilstand". Der skulle bruges i forbindelse med en 100 års fødselsdag på Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet, så partiet kunne give en collage af de mandlige kønsorganer. Men mange andre i partiet var ikke begejstrede, og få timer senere blev collagen droppet.

- Fra nu af så ved vi jo, alt hvad der er sket. Vi ved, hvordan vi skal agere. Vi har tid til at opbygge en professionel organisation, siger Rene Gade.

Han henviser til, at partiet efter sommerferie udskiftede den daglige politiske ledelse, der siden da har arbejdet på en ny struktur i organisationen:

- Det har været for svært at komme igennem med kritik, hvis man har haft noget, som man (red. ledelsen) ikke lige ønskede at høre. Ikke fordi, det er blevet afvist, men man skulle virkelig kæmpe for at komme igennem med det. Og det er ikke i orden.

Vil oprette whistleblowerordning

For at forhindre yderligere sager vil Alternativet blandt andet oprette en whistleblowerordning i det nye år, hvor medarbejderne fremover kan henvende sig med oplevelser:

- Der er mange af de problemer, som man oplever på en arbejdsplads, hvor man egentlig ikke har lyst til at sige dem, fordi man føler, at man anklager nogle gode venner eller bekendte. Man ved måske heller ikke rigtig, om det var forkert, det der skete. Der er det rart at have et sted, hvor man kan sige det, siger Rene Gade.