Løkke åbner for at lempe dagpengeregler

Venstres formand vil ikke afvise, at kortvarige ansættelser skal give ret til dagpenge i korte perioder.

Fredag aften lyder der nye toner fra Lars Løkke Rasmussen i dagpengedebatten.

- Fordi vi har lavet den her dagpengereform, så er det jo ikke det samme som, at det er mejslet i granit, og det er os, der har opfundet det og derfor kan ingenting laves om.

Ordene falder i talkshowet 'Vi ses hos Clement' på DR2, hvor Løkke samtidig rækker en hånd ud imod LO, der tidligere på ugen efterlyste, at netop de korte jobforløb også skulle omsættes til dagpengeret.

Og en sådan løsning vil Venstres formand altså ikke afvise:

- Nej, ikke hvis man skruer det rigtigt sammen og sørger for, at vi ikke laver et system, hvor folk så indretter sig permanent på at have småjobs og være arbejdsløse - og have småjobs og være arbejdsløse. Det er jo den anden side af det. Men selve tanken om, at der er nogle situationer, hvor folk på dagpenge siger nej til noget sæsonarbejde, fordi det ikke rigtig kan betale sig for dem, det skal vi da kigge på.

Vil ikke slække på genoptjeningskrav

At Venstre nu er klar til at kigge nærmere på muligheden for at lade de korte job tælle med i dagpengeregnestykket, betyder dog ikke, at det er nødvendigt at gøre op med genoptjeningskravet, siger Lars Løkke Rasmussen:

- Der er ikke behov for at slække på genoptjeningskravet, men der er behov for at se på - måske sådan som LO lægger op til, som jeg synes, er meget spændende - om man kunne forestille sig, man gjorde det mere attraktivt for folk også at tage kortere jobs.

Bredt forlig om nyt dagpengesystem

Dagpengesystemet har udløst adskillige politiske slagsmål på Christiansborg, men hvis Venstre genvinder regeringsmagten, er formanden ikke bange for at komme i undertal i forhold til en ny løsning på dagpengeproblematikken.

- Det kommer til at ske på den måde, at hvis jeg er statsminister, så griber vi ud efter det, vi får fra kommissionen og så sørger vi for at processe det igennem på Christiansborg på en sådan måde, at regeringen er en del af en dagpengeløsning, siger Løkke.

Og direkte adspurgt om han forudser, der kommer et bredt forlig om dagpengespørgsmålet, svarer han:

- Ja, det gør jeg, og jeg håber virkelig, det bliver et forlig, der rækker henover midten, som er forankret både i Venstre og Socialdemokratiet, så det kan stå.

Du kan se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen i "Vi ses hos Clement" på DR2 fredag kl. 21.45