SF's bøn til regeringen: Flere pædagoger før det er for sent

Hvis magten skifter hænder ved det kommende folketingsvalg, får vi aldrig flere pædagoger i de kommunale institutioner, frygter SF.

Der skal flere pædagoger i de kommunale institutioner, lyder kravet fra SF til regeringen. (© Colourbox.)

Vi risikerer at stå med regulære A- og B-hold i de danske vuggestuer og børnehaver, hvis regeringen ikke gør en indsats for at få flere pædagoger ud i de kommunale daginstitutioner.

Det er frygten hos SF, efter at antallet af børn i private daginstitutioner er tredoblet siden 2007. Og det er vel og mærke i en periode, hvor der er blevet født færre og færre børn.

Børneordfører Trine Pertou Mach (SF) kalder det afgørende, at SR-regeringen i sin kommende børnepakke afsætter midler til flere pædagoger i de kommunale daginstitutioner. Hvis ikke den gør det - og magten skifter ved folketingsvalget - er det for sent, vurderer hun.

- Regeringen må få fingeren ud og handle nu, siger Trine Pertou Mach.

- Det er denne her regering, der kan gøre noget ved det. Hvis vi får en Venstre-regering, så får vi nulvækst, og så vil der ikke komme flere penge til velfærd. Og så vi vil i endnu højere grad se en tendens til et A-hold, der har råd til private institutioner, og et B-hold. Det vil SF ikke være med til, siger hun.

Nærmer sig et ultimativ krav

SF har foreslået at afsætte to milliarder kroner til at ansætte 5.000 flere pædagoger. Det vil ifølge Trine Pertou Mach være lig med tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne.

Er det et ultimativt krav med bedre normeringer, for at SF kan gå med i en børnepakke?

- Det nærmer det sig, uden at jeg vil bruge det ord. Det skal man passe på med i politik. Men det er helt afgørende for SF, siger Trine Pertou Mach.

- Jeg kan ikke se SF være med i en børnepakke, der ikke leverer på normeringssiden, siger hun.

Regeringen har jo allerede afsat penge til bedre normeringer. Handler det her ikke om, at private institutioner bare er bedre til at give forældrene det, de efterspørger?

- Der er to ting, som de private de facto er bedre til: De bedre normeringer er nok en af grundene til, at man fravælger de offentlige daginstitutioner, og det andet er nok, at man som forælder har mere indflydelse i den daginstitution, som ens barn går i, siger Trine Pertou Mach.

S-ordfører: Det kommunale bør altid være førstevalg

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) varslede i sin nytårstale, at regeringen vil gøre mere for de helt små, og i løbet af foråret kommer der også en børnepakke fra regeringen.

Socialdemokraternes børneordfører, Annette Lind, er ligesom Trine Pertou Mach bekymret over, at der i dag er tre gange så mange børn i private daginstitutioner, som der var i 2007.

- Som socialdemokrat synes jeg jo, at det kommunale altid skulle være førstevalg for forældrene. Ingen tvivl om det. Det er en forkert retning at gå, når man vælger en privat børnehave, siger Annette Lind.

Børnepakke på vej

Hun vil dog ikke svare på, om der i den pakke følger penge med til flere pædagoger i kommunerne, men understreger, at regeringen flere gange har afsat penge til at ansætte flere pædagoger i landets kommuner.

Senest i forbindelse med finansloven, hvor man afsatte 250 millioner kroner årligt, som kommunerne kunne søge om og bruge på at hyre flere pædagoger.

Hun håber, at SF vil møde op og forhandle, når regeringen har fremlagt sit børneudspil.

- Jeg vil opfordre SF rigtig meget til at være en del af vores pakke. De skal være meget velkomne, og vi tager gerne vores venner med på råd, siger Annette Lind.

Det ventes, at regeringen fremlægger sin børnepakke i løbet af foråret.