Minimumsnormeringer, ret til nedsat tid mens børnene er små og en jordmoder under samtlige timer af fødslen.
Enhedslisten vil med et nyt familieudspil gøre det nemmere at være børnefamilie i Danmark.
- Et af de områder, hvor vi i Danmark halter efter, er på at give børnefamilier nogle muligheder for at leve et liv, der ikke er så stresset. Jeg synes, vi skal lade os inspirere af Norge og Sverige. Vi har meget dårlige muligheder på nuværende tidspunkt i Danmark, siger politisk ordfører i Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, til DR Nyheder.
I udspillet lægger partiet blandt andet op til et mere familievenligt arbejdsmarked, hvor der blandt andet skal være mulighed for at forældre til børn op til seks år kan vælge at gå på deltid med dagpengedækning.
Partiet ønsker også at indføre yderligere barselsrettigheder for både fædre og såkaldte omsorgsdage til at tage sig af nære pårørende, der er ramt af sygdom.
Kigger mod Sverige og Norge
Partiet kigger på flere punkter i udspillet mod vores nordiske naboer i Sverige og Norge, hvor rettigheder for børnefamilier længe har omfattet både øremærket barsel til fædre og flere barnets sygedage.
I Sverige har forældre blandt andet en lovsikret ret til at holde fri, når deres barn er syg.
Svenske forældre må have op til 60 fridage om året med 80 procents lønkompensation, når deres barn er syg. Ordningen er finansieret gennem den offentlige såkaldte Forsäkringskassan, som lønmodtagere og arbejdsgivere betaler til.
Og den ordning mener Enhedslisten, at man bør efterligne herhjemme.
Også på selve fordelingen af barslen, mener Enhedslisten at man bør kigge oversøs. I Sverige har man for eksempel to måneders øremærket barselsorlov til fædre.
Tidligere har også regeringen herhjemme gået ind for øremærket barsel til fædre, men en sådan fast øremærket barsel til mænd blev forrige år droppet.
Det synes Johanne Schmidt-Nielsen er ærgerligt:
- Og det er så vigtigt, at vi bliver ved at holde fast i det. For det er til gavn for både mor, far og barn, siger hun.
SF bakker op
SF's børne- og socialordfører Trine Pertou March hilser flere af tiltagene i Enhedslistens udspil velkommen.
- Vi vil gerne være med til at kigge på nogle af tiltagene. Men netop fordi, nogle af de her tiltag koster penge, så tror jeg også, det er vigtigt at kigge på, hvor vi skal starte. Vi mener blandt andet, det er interessant at kigge på omsorgsdage og muligheden for at spare timer op i en såkaldt tidsbank, så man kunne arbejde mindre, mens børnene var små.
SF mener, at hele diskussionen om familieliv, er en diskussion, som også landets politikere må tage del i:
- Og så må vi se, hvilke tiltag vi kan afhjælpe her og nu og samtidig se på de tiltag, der kræver mere langsigtede investeringer. Det, synes jeg, vi skylder børnefamilierne her i landet. Noget kan vi gøre på Christiansborg og andet skal ske på overenskomstforhandlingerne. For mig er det ikke enten eller, det er et både og, siger Trine Pertou March.
S barsler med børnepakke
Både SF og Enhedslisten mener, at forslagene bør tænkes ind i den børnepakke, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin nytårstale annoncerede, at regeringen barsler med.
Her mener både Enhedslisten og SF, at bedre normeringer og flere pædagoger i landets daginstitutioner er essentielt.
Tidligere har Socialdemokraterne blankt afvist netop det krav.
Julie Skovsby, der er børne- og familieordfører for Socialdemokraterne, kalder tankerne i Enhedslistens udspil for spændende, men vil ikke gå så langt som at love, at nogle af dem også vil være at finde i regeringens såkaldte Børnepakke.
- Vi mener, at dele af de her forslag skal klares hos arbejdsmarkedets parter, hvor der er tradition for, at man selv forhandler. Det betyder ikke, at vi ikke skal have en debat om det, men vi skal ikke sidde på Christiansborg og beslutte det her selv, siger Julie Skovsby,