Der skal deles pjecer rundt i de danske skoler og ungdomsklubber, som sammen med kampagner på nettet og en hotline for forældre, skal advare unge mod radikalisering og ekstremister.
Det er nogle af de punkter, som vil fremgå af regeringens anti-radikaliseringsstrategi, når den bliver præsenteret fredag kl. 12.
Det løftede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sløret for torsdag aften i det politiske magasin Bag Borgen.
- Vi skal først og fremmest signalere til de unge: Lad nu være, for det risikerer at have meget alvorlige konsekvenser, siger statsministeren som begrundelse for strategien.
Skal kunne fratages opholdstilladelse
Herboende udlændinge, der mistænkes for at ville rejse til Syrien eller Irak, skal desuden have en advarsel, og rejser de alligevel, får de frataget deres opholdstilladelse, mens danske statsborgere risikerer at miste passet eller få en fængselsstraf.
- Der er en trussel, og der er ingen tvivl om at hvis nogle af disse unge rejser af sted til Syrien, så bliver de forhærdede terrorister, og så udgør de naturligvis en trussel for Danmark. Derfor er vi nødt til at reagere kraftigt og målrettet, siger Thorning-Schmidt
Vil dæmme op for trafikken til Syrien
Politiets efterretningstjeneste (PET) vurderer, at der på nuværende tidspunkt er rejst mere end 100 af sted fra Danmark for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat, hvoraf cirka 50 er vendt hjem igen.
PET betragter i øjeblikket truslen fra de hjemvendte som alvorlig. Og Danmark ligger som nummer to på listen over de lande, hvorfra flest tilslutter sig ekstremistiske grupper, når man måler det i forhold til indbyggertal.
Kun i Belgien er flere rejst af sted for at tilslutte sig Islamisk Stat og kampen for at udvide kalifatet, som nu dækker et område på størrelse med Storbritannien.
Med anti-radikaliseringsplanen håber regeringen at dæmme op for trafikken af unge, der tager til Syrien eller Irak for at kæmpe med Islamisk Stat og samtidig imødegå kritikken fra oppositionen om, at indsatsen har været for længe undervejs.
Thorning: Vesten bærer intet ansvar
Terrorgruppen Islamisk Stat opstod under Irakkrigen, og det har fået flere kritikere til at indvende, at Vesten selv har været med til at skabe Islamisk Stat med krigene i Irak og Afghanistan.
Men det afviste statsminister Helle Thorning-Schmidt kategorisk i torsdagens udsendelse af Bag Borgen.
- Det nytter ikke noget at vi i Vesten står og siger, at det er vores skyld alt sammen. Faktum er, at der er en borgerkrig i Syrien, som efterlader en mulighed for at den her terrororganisation kan opstå
- Vi havde jo også al-Qaeda før, som også var ubehagelig. Faktum er, at det ikke er vores skyld. Vores ansvar lige nu er at bekæmpe dem.
Du føler ikke noget medansvar overhovedet?
- Nej, det gør jeg faktisk ikke, siger statsministeren.